Politikerne sagde tak og gav kage
Kommunens medarbejdere fra blandt andet ældreplejen blev i dag takket for indsatsen i coronakrisen.
På mange institutioner blev der i dag spist kage i kaffepausen. Politikerne fra Social-, Sundheds- og Psykiatriudvalget sagde nemlig tak til medarbejdere og ledere for deres indsats under corona-epidemien.
“I udvalget har vi set, hvordan medarbejder og ledere har knoklet igennem hele krisen. Det vil vi gerne påskønne og sige tusind tak for”, sagde udvalgsformand Liselott Blixt blandt andet.
Takken kom i form af lækre kager og et kort, som blev nærlæst af mange:
“I er altafgørende for, at for eksempel syge borgere får deres medicin, at de ældre får omsorg, og at psykisk udsatte får den støtte, de har behov for … Uden jer kommer vi ikke igennem denne krise”, stod der blandt andet.
Medarbejderne tog imod anerkendelse og kage med godt humør og god appetit.