Politikere ønsker stop for etagebyggerier på Strandvejen
Politikerne ønsker at standse byggerier på over to etager. Ny lokalplan er på vej.
Et enigt byråd besluttede mandag aften, at alle byggerier langs Strandvejen fremover skal vurderes af politikerne, hvis de overstiger to etager. Dermed vil politikerne skabe ro omkring området, hvor mange beboere har udtrykt, at de frygter højhuse i villakvarterer.
Efter sommerferien vil politikerne behandle et nyt tillæg til lokalplanerne for Strandvejen, hvor det ikke bliver muligt at bygge mere til to fuldt udnyttede etager. Desuden vil afstanden til skel blive den samme i alle fire lokalplaner, som dækker Strandvejen.
“Vi forstår godt borgernes bekymring. Det har aldrig været politikernes mening, at boligudviklere skulle kunne bygge etagebyggerier i området. Med vedtagelsen skaber vi tryghed sommeren over. Derefter vedtager vi nye rammer for byggerierne”, siger Marc Genning, formand for Plan- og Udviklingsudvalget.
Byrådet har dermed givet administrationen mandat til at gå i dialog med interesserede boligudviklere om, at politikerne snart vil ændre vilkårene omkring højde og afstand til skel.