Håndværkerne skal i gang på flere skoler
Genopretning for næsten tre millioner kroner går til nye vinduer, repareret tag, pænere toiletter og til at fjerne skimmelsvamp
De nedslidte vinduer på Karlslunde Skole skal nu udskiftes, ligesom der er afsat penge til en række andre genopretninger og renoveringer på kommunens skoler.
Byrådet besluttede i går at bruge 2,757 millioner kroner på forskellige reparationer på blandt andet Krogårdskolen, Karlslunde Skole og Hedelyskolen.
På Krogårdsskolen er taget allerede ved at blive renoveret, og her bliver arbejdet suppleret med at taget på udskolingen bliver forbedret.
Nye vinduer og pæne toiletter
På flere skoler bliver nogle af de mest nedslidte elevtoiletter sat i stand. På Karlslunde Skole skal de dårligste vinduer udskiftes og på Hedelyskolen skal to klasselokaler, der ikke er i brug lige nu, afrenses for skimmelsvamp og renoveres, så svampen ikke kan komme igen.
Penge på et tørt sted
Mortan Martinsson, formand for Teknik- og Miljøudvalget, ser frem til at håndværkerne kommer i gang på skolerne:
“Alle penge til renovering og genopretning af vores skoler falder på et tørt sted”, siger han.
Pengene er de sidste midler fra en pulje på næsten 15 millioner kroner, der er brugt til genopretning af kommunens forskellige bygninger og anlæg.