Greve Fodbold: 13 millioner kroner til bedre faciliteter

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Mortan Martinsson, ser frem til den kommende forbedring af fodboldhuset.

Greve Fodbold: 13 millioner kroner til bedre faciliteter

Det gamle fodboldhus ved Greve Idrætscenter bliver forbedret med en helt ny og større mellembygning samt en omfattende renovering af omklædningsrummet.

De knap 1700 medlemmer af Greve Fodbold kan nu se frem til bedre forhold før og efter, de har været i aktion på grønsværen. Det står klart, efter Greve Byråd på seneste byrådsmøde afsatte knap 13 millioner kroner til en ny mellembygning og til renovering af omklædningsrummet i det gamle fodboldhus.

De nye faciliteter vil give klubben et markant løft, og det skal være med til at sikre klubbens fortsatte udvikling, lyder det fra formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Mortan Martinsson.

“De nuværende bygninger er gamle og slidte. Derfor glæder det mig, at vi nu kan give en af Danmarks største fodboldklubber nogle bedre rammer, så de kan fortsætte med at udvikle sig i en positiv retning til gavn for dansk fodbold”, siger Mortan Martinsson.

Kontor, lokaler og café

De kommende forbedringer vil blandt andet betyde, at der bliver plads til et kontor til Greve Fodbold med seks arbejdspladser samt tekøkken og toilet. Dertil kommer der to ekstra lokaler til mødeaktivitet samt et større og bedre caféområde til både Greve Fodbold og Idrætsfritidsklubben.

Selve omklædningsrummet får også lidt af en makeover. Her kommer der blandt andet nye lofter, døre, ventilationsanlæg, brusehoveder og fliser i baderum. Samtidig bliver alle væggene malet.

Brugerinddragelse

Greve Fodbold og Idrætsfritidsklubben, som begge bruger fodboldhuset til dagligt, har kommet med input til de forbedringer, der nu bliver en realitet. Det skal sikre, at byggeriet i størst muligt omfang opfylder deres behov. Der vil være yderligere brugerinddragelse forud for den endelige skitsering af projektet, der efter planen skal politisk behandles i foråret 2021.

Greve Kommune kommer desuden med en endelig tidsplan for projektet ved den politiske behandling i foråret. Pengene til finansieringen kommer dels fra opsparede anlægsmidler fra 2019 og dels fra ekstra indtægter i forbindelse med salget af Karlslunde Stationsgrund.

Se den originale nyhed fra Greve Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top