Familien Oehlenschlæger er borger nummer 50.000
Befolkningstallet i Greve Kommune nåede i sidste uge nye højder, da familien Oehlenschlæger flyttede til byen.
Det er ikke hverdagskost, at en kommune runder 50.000 borgere. Men det er lige nøjagtig, hvad der er sket i Greve Kommune, efter familien Oehlenschlæger i sidste uge flyttede ind i det nye boligkvarter Rørmosen i Karlslunde.
Greve Kommune har dermed nået en stor milepæl. Og derfor kom borgmesteren på vegne af Byrådet forbi for at ønske familien velkommen samt overrække et stort klippekort, som giver hele familien adgang til kulturelle oplevelser i byen. Klippekortet indeholder blandt andet billetter til Portalen, Greve Museum og Greve Svømmehal.
”Det er et stort øjeblik i kommunens historie. Vi synes derfor i Byrådet, at der måtte en lidt anderledes velkomst og gave til for at fejre milepælen. Vi vil gerne endnu engang sig velkommen til familien Oehlenschlæger og til alle de mange andre borgere, som har valgt at slå sig ned i Greve”, siger borgmester Pernille Beckmann.
Familien Oehlenschlæger består af Filip på 37 år, Maria på 33 år og deres to døtre, Esther og Thora, på henholdsvis 4 og 6 år. Familien boede tidligere på Amager, men flyttede til Karlslunde i Greve, fordi de er vilde med området.
”Det er et fantastisk dejligt område. Her er virkelig smukt, og så er der meget fred og ro. Det er et godt sted for børnene at vokse op”, siger Filip og Maria enstemmigt.
Alene i år har 2260 personer indtil videre valgt at flytte til Greve fra en anden kommune. Det svarer til en befolkningsvækst på knap 5 procent.