Blåt flag til Hundige Strand
Badesæsonen er i gang, og igen i år vajer Det Blå Flag ved Hundige Strand, som en garanti for rent badevand.
Endnu en gang tildeler Friluftsrådet Det Blå Flag til Hundige Strand. Flaget er et internationalt kvalitetsstempel for, at stranden har en badevandskvalitet, der er i top, og at toiletter, handicap- og adgangsforhold, livredning og informationsmaterialer har en høj standard.
Det er en begejstret formand for Teknik-, Trafik- og Miljøudvalget Mortan Martinsson, der her hejser flaget i selskab med Greve Kommunes miljømedarbejder Jens Erling Klindt.
“Det er herligt, at vi igen i år hejser Det Blå flag ved Hundige Strand, da det fortæller strandgæsterne, at her har vi en strand i høj international standard. Så kan vi jo kun håbe på, at det gode vejr fortsætter hele sommeren”, smiler Mortan Martinsson.
Strandparken I/S og Greve Kommune sørger for at holde den gode kvalitet ved Hundige Strand. Strandparken har ansvaret for de fysiske forhold på stranden, og Greve Kommune har ansvaret for udtagning af vandprøver, der blandt andet måler colibakterier og streptokokker i vandet.
Besøgende kan holde øje med greve.dk/badevand, hvor badevandstallene løbende bliver opdateret.