Ny strategi skal forebygge vold i nære relationer | Nyheder

I Fredericia Kommune er der faste retningslinjer, beredskabsplaner og procedurer for, hvordan sager om vold i nære relationer skal håndteres. Men forebyggelse er den bedste indsats i forhold til bekæmpelse af vold i nære relationer. Det er derfor vigtigt, at alle medarbejdere, der til dagligt møder borgerne, er klædt på til at genkende og handle på mistanke om, eller har direkte kendskab til vold. Og det er det, som den nye strategi sætter fokus på.

”Når der er vold i familien, er kommunen ofte den første myndighed, som får kendskab til det. Derfor er det enormt vigtigt, at kommunens ansatte kan genkende og forstå reaktionsmønstre hos både udøvere og ofre. Volden eskalerer typisk, og det kan få meget store og alvorlige konsekvenser, hvis ikke vi formår at forebygge og gribe tidligt ind”, siger Cecilie Roed Schultz, medlem af Senior- og Socialudvalget og initiativtager til strategien.

Den godkendte strategi beskriver, hvordan ansatte i Fredericia Kommune skal arbejde med at forebygge og bekæmpe vold i nære relationer, helt i overensstemmelse med Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. Strategien skal blandt andet sætte fokus på arbejdet med indsatser indenfor forebyggelse, bekæmpelse og rehabilitering for at styrke den kommunale tværfaglige indsats og på, hvordan samarbejdet med relevante myndigheder og organisationer på området kan styrkes og udvikles.

Næste skridt i forhold til strategien er at få prioriteret en gennemgang af arbejdsgange og procedurer på området, og sikre kompetenceudvikling af relevante fagpersoner.

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top