Museerne i Fredericia har hidtil været en del af Fredericia Kommune, men når klokken slår tolv nytårsaften, er virkeligheden en anden.
På et ekstraordinært byrådsmøde den 7. december godkendte Byrådet nemlig, at Museerne i Fredericia fra 2024 ikke længere skal være en del af Fredericia Kommune, men i stedet en selvejende institution.
Den nye institution bliver født med en række opgaver, og en af de store bliver at realisere et nyt museum på Voss-grunden. Et sted, hvor byens unikke historie og rolle i danmarkshistorien kan formidles og levendegøres.
Udskillelsen sker da også efter en anbefaling fra den styregruppe, der har arbejdet på realiseringen af et nyt museum.
”Det var en klar anbefaling fra styregruppen, at et selveje er nødvendigt, hvis museet skal have styrke til at løfte fremtidige opgaver. Tidligere har vi både talt om fæstningscenter og formidlingscenter, men det er reelt et nyt museum i international topklasse, vi arbejder på, og som styregruppen er enige om, skal etableres på Voss-grunden. Så jeg er glad for, at Byrådet nu har sagt god for udskillelsen. Vi har haft en god proces op til nu, og jeg ser frem til det videre arbejde. Et nyt museum bliver et fyrtårn i Fredericia,” siger Anders Østergaard, formand for styregruppen.
Bestyrelsen skal konstitueres
Efter udskillelsen skal en bestyrelse stå i spidsen for Den Selvejende Institution Museum Fredericia.
Borgmesteren i Fredericia Kommune er født medlem af bestyrelsen, et medlem udpeges af Organisationen af Danske Museer blandt danske museumsdirektører og et medlem udpeges af Landskomitéen til Renovering af Fredericia Vold.
De tre udgør en midlertidig bestyrelse, hvis første opgave er at udpege øvrige medlemmer, heriblandt to byrådsmedlemmer. Bestyrelsen vil i alt bestå af 7-10 personer.
”Stort tak til alle de øvrige medlemmer af styregruppen. Og til alle andre, der gennem årene har lagt arbejde i at få et sted, der kunne formidle byens og indbyggernes historie. Nu skal vi have konstitueret en dygtig bestyrelse, der kan fortsætte arbejdet. Når man udskiller noget, så kan man nemt tænke, at så bliver kagen mindre. Det er ikke tilfældet her. Når vi udskiller museet, så er det, fordi det er nødvendigt, hvis vi skal realisere det museum, vi drømmer om. Og dermed få en meget større kage. Det bliver fantastisk for Fredericia,” siger borgmester Steen Wrist.