Entreprenøren, som skal stå for udvidelsen af Monjasa Park er fundet. Den lokale entreprenør CJ A/S fra Erritsø vandt udbudsrunden, og går alt efter planen, er de klar til at rykke ind på stadion efter sommerferien.
”Det er vigtigt og særligt i disse tider, at vi bakker op om vores lokale erhvervsliv. Det glæder mig derfor, at det er et lokalt byggefirma, der skal stå for byggeriet i Monjasa Park. Jeg glæder mig til at følge med i byggeriet, og så ser jeg frem til store fodboldoplevelser med FC Fredericia i nye omgivelser”, siger Christian Jørgensen, næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget.
CJ A/S glæder sig til at komme i gang med opgaven.
”Som lokal virksomhed er vi glade for at være med i den positive udvikling, som kendetegner Fredericia i disse år, og vi ser frem til opgaven. Vi samarbejder med en anden lokal spiller, Rambøll, som nu vil gå i gang med at projektere den nye tribune, så stadion kan gøres klar til en fremtid i Superligaen”, siger vicedirektør i CJ A/S Jonathan Smetana.
Fodboldfans kommer ikke til at skulle vente længe på de nye faciliteter til 16 mio. kroner. Til sæsonstart 2021 skal en ny nordtribune med ca. 1400 siddepladser og 500 ståpladser, salgsboder, nye toiletfaciliteter og depotrum stå klar. En tredjedel af tribunen kommer til at være forbeholdt udeholdets tilskuere, der får egen indgang og direkte adgang til bussen. En nødvendig opgradering i følge direktør i FC Fredericia, Stig Pedersen:
”Vi ser frem til, at Monjasa Park kommer i gang med anden fase ud af tre, så vi får bedre betingelser for at kunne opfylde vores mål om at rykke i Superligaen. Forholdene for sponsorer, publikum og fans bliver optimeret, og vi glæder til at følge byggeriet de kommende måneder. Vi vil gerne sige stor tak til Fredericia Kommune og byrådet for den opbakning og tillid de viser FC Fredericia, så vi sammen kan nå nye mål for fodbolden i Fredericia”
Projektet blev offentliggjort på et pressemøde tilbage i maj, hvor Fredericia Byråd præsenterede store investeringer i kommunens kultur- og idrætsfaciliteter på 47 mio. kroner – alene i 2020.
Med et ikke-eksisterende anlægsloft i 2020 er der fuld fart på flere anlægsprojekter i hele kommunen for 303 mio. kroner, som byrådet har lånt til en lav rente. Pengene går til store og små anlægsprojekter, som skal holde hjulene i gang under coronakrisen.