Lokal hjælp til Ukraine | Nyheder

Flere kommuner i Danmark viser i disse dage sympati med den ukrainske befolkning ved at flage med det ukrainske flag og lyse bygninger m.v. op. Det sker også her i Fredericia. Men Fredericia Kommune er også i gang med at se på, hvordan kommunen kan skaffe indkvartering til de flygtninge fra Ukraine, som alle forventer kommer om ikke så længe.

”Situationen i Ukraine er alvorlig. Men heldigvis oplever vi, at mange fredericianere den seneste tid har rakt hånden ud til os for at hjælpe medmennesker i nød. Det er jeg meget beæret over og stolt af. Vi er alle dybt berørt af Ruslands invasion i Ukraine, og det er vigtigere end nogensinde før, at vi viser, at vi står sammen og støtter Ukraine og dets befolkning”, siger Søren Larsen, fungerende borgmester.

For at gøre det nemmere for fredericianerne at vide, hvor de skal henvende sig, hvis de vil tilbyde deres hjælp, så har kommunen oprettet en hjemmeside, hvor de kan se, hvad de kan gøre. Samtidigt er der oprettet en mailadresse, som alle der har spørgsmål eller vil tilbyde hjælp kan skrive til.

”Mailadressen ukraine@fredericia.dk er den indgang, som fredericianerne skal bruge. En indgang gør det nemmere for os at registrer hjælpen – uanset om det er tøj, legetøj, sociale tilbud eller indkvartering, når alle tilbud kommer ind samme sted. Og det gør det nemmere for os at organisere hjælpen, når vi kender behovet”, fortæller Søren Larsen.

Lige nu kender Fredericia Kommune ikke behovet, og der er heller ikke vedtaget en særlov i forhold til flygtningene fra Ukraine. Det er forventningen, at loven vedtages i dag, og at kommunen vil hjælpe ukrainerne med husly, mad og nødvendig krisehjælp fra det øjeblik, de ankommer til Fredericia.

Vil du gerne tilbyde din hjælp, så se mere på fredericia.dk

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top