Landskomitéen til renovering af Fredericia Vold og Museerne i Fredericia har ved gavmilde donationer fra Tove Bjørnhauges Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden indsamlet ca. 60% af midlerne til reparation af de seks morterer, der omkranser statuen af Landsoldaten, men der manglede fortsat en del penge, før arbejdet kunne sættes i gang.
”Det er alletiders, at vi med byrådets bevilling på knap 200.000 kr. nu kan få udført en hårdt tiltrængt renovering af mortererne. De er en del af landsoldat-monumentet og derfor vigtige at passe godt på. I samarbejde med museet kan vi nu projektere opgaven, som Thubalka i Vejle skal udføre. Det var også Thubalka, der for nogle år siden renoverede selve statuen af Landsoldaten”, fortæller Ib Bager, formand for Landskomitéen.
Mortererne blev opstillet i 1861, tre år efter afsløring af statuen af landsoldaten. Mortererne blev erobret fra slesvig-holstenerne under de sidste kampe om Fredericia 6. juli 1849. To af dem var faktisk oprindelig danske, men blev erobret af slesvig-holstenerne ved Rendsborg i 1848 og blev brugt ved bombardementerne af Fredericia op til det afgørende slag.
”Det er jo en spændende historie, der gemmer sig bag mortererne, så det er ekstra glædeligt, at det nu bliver muligt at sikre, at de kan holde mange år frem”, udtaler byrådsmedlem og major Karsten Byrgesen, der også understreger, at pladsen ved Landsoldaten er byens mest fotograferede og dermed også mest besøgte plads. Og så skal tingene jo være i orden.
Morterne vil blive renoverede i løbet af efteråret.