Kære børn og forældre – velkommen tilbage | Nyheder

Kære børn og forældre.

Efter 4 ugers nedlukning af Danmark begynder den gradvise og kontrollerede åbning. I Fredericia Kommune har vi i den sidste uge knoklet løs med at skabe en god og tryg ramme, så I og jeres børn kan vende godt tilbage til skolen, SFO, klub og specialskole. Og vi glæder os simpelthen sådan til at åbne dørene op for jeres børn. Gradvist med opstart over de næste dage. Vi er klar!

For 0. – 3. årgang i morgen torsdag, og for 4. og 5. årgang på fredag. For børn på Frederiksodde vil der være løbende opstart over den kommende uge. I vil møde de kendte rammer og de kendte voksne. Men I vil også opleve, at mange ting vil foregå lidt anderledes, end det plejer. Det håber vi, I vil hjælpe os med at få til at fungere. Der vil på enkelte skoler være lavet nye rammer for at komme og gå/hente og aflevere. Vi hjælper jeres børn godt ind på skolen. Og der skal siges farvel udenfor.

Vi skal undgå at for mange er sammen i mindre lokaler, og vi skal være så meget ude som muligt.

Vi ved mange har spørgsmål til den nye hverdag. Og vores personale og ledere er klar til at hjælpe jer på alle leder og kanter. Der kan opstå spørgsmål, som de skal have tid til at finde svaret på – men grundlæggende tror vi, at vi ved fælles hjælp og med en god portion tålmodighed kommer rigtigt godt i gang med den nye hverdag igen.

Det skal fortsat være trygt og godt at være barn i folkeskolen i Fredericia. Derfor vil der i de næste uger være ekstra voksne på arbejde, og børnene vil være delt ind i mindre grupper, så vi kan leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Vi har opnormeret, så der er ekstra personale til at gøre rent. Vi vil gøre brug af flere lokaler end, vi plejer. Og der bliver forhåbentlig lidt mindre kø ved håndvasken – fordi vi flere steder har lejet ekstra udstyr, så der er gode faciliteter til netop at få vasket hænder.

Vi vil bruge meget tid sammen med jeres barn/børn, og vi vil indarbejde gode rutiner for at få vasket hænder, få frisk luft og lave undervisning/legetid forskudt i mindre grupperinger

I kan hjælpe os ved at læse det materiale, der er sendt ud til jer. Både fra kommunen og fra Sundhedsstyrelsen. Kig på www.fredericia.dk hvis I mangler information, orienter jer i jeres E-boks, hvor der ligger god information til alle forældre i Danmark fra Sundhedsstyrelsen. Og spørg os. Det er derfor, vi er her.

Smittetallet i Fredericia for Covid-19 er meget lavt. Ganske få Fredericianere er jf. Sundhedsstyrelsens tal smittet. Det er et rigtigt godt udgangspunkt for den gradvise genåbning.

Velkommen tilbage – vi glæder os!

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top