Endnu en gang sætter Fredericia Kommune fokus på god hygiejne i uge 38, når det er national Hygiejneuge. Coronavirussen har lært os, hvor vigtigt det er med god hygiejne.
I år er sloganet for hygiejneugen ”Hygiejne – vejen til sundhed”. Hygiejneugens vigtigste budskan er glæde ved livet og hverdagen. For hygiejne handler om at kunne hjælpe sig selv og andre til et sikkert og sundt liv.
Også igen i år vil personalet fra Senior & Handicap være at finde i teltet på Rådhuspladsen torsdag og fredag i uge 38. Her vil det være muligt at tale med personalet omkring, hvordan man bryder smitteveje ikke mindst i forhold til den nye coronavirus. Der vil også være mulighed for at prøve, hvor god man reelt er til at vaske sine hænder.
Alle er velkomne til at kigge forbi, der bliver taget forholdsregler i forhold til at hindre eventuel smitte.
Hygiejneteltet på Rådhuspladsen har åbent torsdag den 17. september fra kl. 10 – 16, og fredag den 18. september fra kl. 10 – 14.
Fakta
Hygiejneugen er en dansk-svensk kampagneuge, hvor der bliver sat fokus på forebyggelse arrangeret af Rådet for Bedre Hygiejne. Rådet arbejder både centralt for at slå på tromme og hjælper til lokal opmærksomhed på aktiviteter, emner og udfordringer. Formålet er at vise, hvordan små og store initiativer kan gøre en forskel på kort og lang sigt.