Google køber ekstra jord ved siden af datacenter i Taulov  | Nyheder

Fredericia Byråd godkendte mandag aften salget af et erhvervsområde på godt 120.000 m2 til Google. Arealet ligger i direkte forlængelse af det nuværende datacenter i Prinsessens Kvarter i Taulov. En køberet på yderligere ca. 375.000 m2 blev også godkendt. 

I 2015 købte Google et 730.000 m2 stort areal i erhvervsområdet DanmarkC, og i 2020 efter to års byggeri kunne virksomheden fejre åbningen af det nye datacenter. Det at have en af verdens største tech-virksomheder i kommunen giver både arbejdspladser og spændende muligheder for samarbejde til gavn for kommunens borgere og foreningsliv. Googles grønne profil falder også i god jord i Fredericia, hvis man spørger borgmester Steen Wrist. 

”Vi er stolte og glade for, at Google har valgt at engagere sig i Fredericia. Med købet af ekstra jord køber Google sig til flere muligheder her i fremtiden, og det er yderst positivt. Og selvfølgelig en tilkendegivelse af, at Google vil Fredericia.” 

Google har tradition for at involvere sig aktivt i lokalmiljøet i områder med datacentre. I Fredericia har byens maskinmesterskole i to omgange modtaget legater, der har været med til at muliggøre et nyt undervisningsforløb og bygningen af et ‘minidatacenter’. I forbindelse med åbningen af datacenteret modtog Fredericia Museum 600.000 kroner til to projekter, der skal understøtte formidlingen af den lokale historie. Derudover samarbejder Jobcenter Fredericia, Business Fredericia og Google om at give ledige en digital opkvalificering.

“Vi har allerede et rigtig godt forhold til Fredericia og er glade for at være her og engagere os i byen. Med købet af ekstra jord får vi mulighed for at udvide vores tilstedeværelse på et senere tidspunkt. Præcis hvordan er stadig for tidligt at sige” , siger Googles datacenterchef, Arni Jonsson.

Google har ikke taget stilling til, hvordan og hvornår den ekstra jord konkret skal benyttes. 

Fakta: Google i Fredericia

  • Datacentret ved Fredericia er Googles femte i Europa – en investering til 4,6 mia. kroner. 
  • I dag er ca. 150 beskæftiget i datacentret, og flere hundreder af andre job understøttes via underleverandører og afledte effekter.
  • Google-koncernen har været CO2-neutral siden 2007 og har for nylig elimineret hele CO2-forbruget tilbage til stiftelsen i 1998.
  • Google har investeret i fem solcelleparker rundt om i landet med en samlet kapacitet på 160MW. Det svarer til Googles samlede årsforbrug af el i Fredericia.
  • Det nye erhvervsområde, som Google har købt af Fredericia Kommune, er på 121.686 m2 og ligger øst for Googles nuværende areal i Prinsessens Kvarter

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top