Få indflydelse på Fredericias nye indendørs streetarena | Nyheder

Er du til skateboard, løbehjul og ramper eller vil du gerne dyrke parkour eller anden streetsport, så er der gode nyheder. Der skal nemlig etableres en cirka 1000 kvadratmeter indendørs streetarena i Fredericia tæt på både midtbyen og Kanalbyen. Det er planen, at den nye indendørs streetarena, der skal ligge ved Ungdommens Hus ud mod Fynsgade, skal tages i brug i efteråret 2024.

Med det budgettet for 2023 har Byrådet fundet fuld finansiering af den nye indendørs streetarena, og det er både en god investering i de unges aktive fritid og i deres fremtid, lyder det fra formanden for Børne- og Skoleudvalget

”Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at finde de ekstra midler til at kunne realisere en virkelig attraktiv streetarena for Fredericias unge borgere. Fritiden er fremtiden, som vores fritidspolitik for unge hedder, og det tager vi meget alvorligt i Byrådet. Et aktivt fritidsliv for flere børn og unge er simpelthen en virkelig god investering i deres fremtid,” udtaler formanden for Børne- og Skoleudvalget, Ole Steen Hansen.

Potentiale for fællesskab

Også næstformand i Børne- og Skoleudvalget Cecilie Roed Schultz, glæder sig over udsigten til en nye indendørs streetarena – den bliver nemlig sammen med Ungdommens Hus et unikt udgangspunkt for fællesskabet.

”Siden de Orange Haller måtte lukke ned i 2019, har der været arbejdet på at finde den helt rigtige løsning for en ny indendørs streetarena i Fredericia. Det har taget sin tid, men til gengæld står vi nu med en ny streetarena på tegnebrættet og et Ungdommens Hus med et enormt stort potentiale til at kunne blive Danmarks bedste sted at være ung i fællesskab med andre”, siger hun.

Det betyder, at der nu sættes gang i en proces, hvor den nye indendørs streetarena skal defineres. Og her inviteres de kommende brugere af den indendørs streetarena og byens borgere naturligvis med.

”Jeg ser meget frem til den inddragelse af de unge i Fredericia, som nu igangsættes med workshoppen tirsdag den 25.oktober”, udtaler næstformand i Børne- og Skoleudvalget Cecilie Roed Schultz.

Unge og gamle skatere, parkour interesserede, naboer, foreninger, forældre og nysgerrige unge borgere inviteres til infomøde og workshop i Ungdommens Hus tirsdag den 25.oktober kl.19.00-21.00.

Fakta:

Kommunen ønsker at opføre en streetarena på ca. 1000m2 ved Ungdommens Hus ud mod Fynsgade. En ny lokalplan for området skal dog først i høring og vedtages af Byrådet for at projektet kan realiseres til ibrugtagning efteråret 2024.

Der er plads til ca. 200 til workshoppen den 25.oktober.

Du skal ikke tilmelde dig arrangementet. Fredericia Kommune forbeholder sig dog retten til at lukke dørene, hvis vi når op på max antal tilladte i lokalerne.

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top