Jesper glæder sig dagligt over sit karriereskift

I mere end 12 år svingede Jesper Manley Brøgger-Hansen malerpenslen som bygningsmaler. Men en dag kørte han bare sur i det, og han fik lyst til noget helt andet; et meningsfuldt arbejde med mennesker. 

I dag er den 34-årige mand i gang med uddannelsen som social- og sundhedsassistent i Faxe Kommune. Helt præcist er han i gang med sin sidste praktikperiode, som foregår i hjemmeplejen. For Jesper var vejen ind i faget et vikariat på et af kommunens plejehjem.

– Da jeg var kommet i gang, fik jeg simpelthen den fantastiske følelse, man kan få, når man glæder sig over at stå op for at gå på arbejde. Som at ”blive født igen”. Det skulle bare have været midlertidigt, men allerede efter to-tre uger var jeg sikker på, at jeg ville i gang med uddannelsen, fortæller Jesper Manly Brøgger-Hansen. 

Han blev betaget af et fag og et arbejde, hvor man arbejder for at gøre det bedste for sine ældre medborgere – og finder de gode løsninger gennem fælles faglig refleksion.

– Vi skal holde hånd i hanke med sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse og rehabilitering. Vi er meget opmærksomme i vores arbejde, og ser vi noget omkring en borger, så sætter det en lavine af tanker i gang om, hvad det kan være, og hvordan vi løser det for borgeren. Det er jo det, vi er her for – at folk skal have det godt, siger han. 

Det er ikke en kedelig og forudsigelig arbejdsdag, når man arbejder i hjemmeplejen – opgaverne er mange og kompleksiteten stiller krav om en høj faglighed. 

– En dag som i dag har jeg fire besøg hos én borger. Typisk hjælper jeg folk op af sengen om morgenen – nogle skal have et bad, andre have målt blodsukker eller have hjælp til medicinen. Det kan også være, at der er noget rehabilitering – nogle øvelser med rollatoren for at få lidt bevægelse ind i hverdagen. Det er en meget meningsfuld hverdag, siger Jesper Manley Brøgger-Hansen. 

Fast teams planlægger selv

Jesper vil gerne tale både sit fag og sin arbejdsplads i Faxe Kommune op. 
For han ser og oplever høje ambitioner i sin hverdag. 

– Før i tiden var det to planlæggere, som lavede vores ruter. I dag foregår det helt anderledes. Vi er selv med til at planlægge ruterne. Alle har nogenlunde faste borgere, og så taler vi om, hvordan resten af dagens opgaver skal løses. Her kan vi supplere hinanden, tale om udfordringer og matche de rigtige kolleger og borgere på den bedste måde. Det er en kæmpe fordel, siger Jesper Manly Brøgger-Hansen.

Positiv tone og god opbakning

Han fremhæver også det gode arbejdsmiljø, og ikke mindst den gode faglige sparring kollegerne imellem, som et kæmpe plus ved Faxe Kommunes hjemmepleje.  

– Vi har en positiv tone, et humoristisk syn på vores forskelligheder – og vi accepterer hinanden. Og så føler man, at man har lederne i ryggen. Lige meget hvem jeg spørger, vil de gerne hjælpe mig med at finde svaret – uanset om de selv kender svaret eller ej. Når folk bakker op om hinanden på den måde, er der et godt arbejdsmiljø. 

Godt sted at være elev

– Hvis man er modtagelig og nysgerrig over for sit fag, så er der mulighed for udvikling her. Jeg er overbevist om, at Faxe Kommune også udvikler nogle af de bedre elever – der er rigtig meget frihed under ansvar, siger Jesper Manley Brøgger-Hansen. 

Jesper er særlig glad for den mulighed, der er for faglig fordybelse. Som en del af uddannelsen fordyber han sig ugentligt i selvvalgte emner. Emnerne tages op og bliver således udgangspunktet for fælles faglig refleksion og bidrager til at styrke både hans – og hans kollegers faglighed.

– Jeg brænder virkelig for det. Jeg læser op på det, når der er noget, jeg ikke forstår. Det kan være svært at forvente af sine kolleger, men jeg går faktisk op i at bidrage til at højne vores niveau – jeg har en ret høj faglig stolthed. 

Se den originale nyhed fra Faxe Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top