Lokalplan for Erhvervsområde Syd i Brønderslev


16. juni 2021

Lokalplanområdet omfatter et erhvervsområde på ca. 56 ha i det sydlige Brønderslev grænsende op til Ålborgvej mod øst, Sdr. Omfartsvej mod syd og Øster Kærvej mod vest. Området er beliggende i byzone. 

Lokalplanområdet er udlagt til erhvervsformål, hvor der er mulighed for at etablere erhverv, industri samt kontor- og servicevirksomhed. Brønderslev Kommune foreslår med den reviderede lokalplan 01-E-03.02 at der gives mulighed for udvidelse af erhvervsareal ved inddragelse af et offentligt rekreativt friareal i form af en grøn kile, samt mulighed for etablering af undervisningsfaciliteter inden for delområde I.

Lokalplan 01-E-03-02 indeholder fortsat krav om at friholde et rekreativt område omkring Lygtebækken, hvor der findes beskyttet natur efter naturbeskyttelseslovens § 3.

Midlertidige retsvirkninger

Mens lokalplanforslaget er i offentlig høring, kan der ikke meddeles tilladelse til udstykning, byggeri og andre ændringer på ejendomme, der ligger inden for lokalplanområdet. Den nuværende lovlige anvendelse inden for området kan fortsætte. Det midlertidige stop for tilladelser ophører ved lokalplanes vedtagelse eller senest et år efter forslagets offentliggørelse.

Når høringsfristen er udløbet, kan Byrådet i særlige tilfælde tillade, at ejendomme omfattet af planforslaget, bebygges eller udnyttes efter forslaget. Der skal være overensstemmelse med kommuneplanen. Der må ikke være tale om et større byggearbejde, der forudsætter udarbejdelse af ny lokalplan. Der kan ikke meddeles tilladelse, hvis der er indsigelse til planforslaget fra en statslig myndighed eller indgreb fra Miljø – og Fødevareministeren eller Erhvervsministeren.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM)
Planer der omhandler fysisk planlægning skal efter lov om miljøvurdering af planer og programmer vurderes i forhold til deres indvirkning på miljøet. Formålet med loven er at sikre, at hensyn til miljøet vægtes højt, og at der sker en integration af miljøhensyn under udarbejdelse og vedtagelse af planen.

Lokalplanen er omfattet af miljøvurderingslovens §8, stk. 2. Det betyder, at Brønderslev Kommune skal gennemføre en vurdering af, om planerne kan få en væsentlig indvirkning på miljøet.

Brønderslev Kommune har foretaget en miljøscreening i henhold til kriterierne nævnt i lovens bilag 3 og har på den baggrund truffet afgørelse om, at lokalplanen ikke er omfattet af krav til miljøvurdering. Brønderslev Kommune vurderer, at gennemførelse af planen ikke medfører en væsentlig negativ påvirkning på miljøet. På den baggrund har vi truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering.

Afgørelsen er truffet i henhold til lovens § 10. 

Begrundelse

Brønderslev Kommune vurderer, at der med lokalplan 01-E-03.02 ikke sker en væsentlig negativ påvirkning af miljøet. Dette er blandt andet vurderet på baggrund af, at anvendelsen af området i dag er erhverv, hvormed der ikke vil ske et betydeligt anvendelsesskifte.

Der er inden for lokalplanområdet registreret en række naturbeskyttede arealer samt en enkelt fredet art. Disse arealer ligger i delområde IV, hvor der ikke må opføres bebyggelse. Stier, som anlægges inden for delområde IV, skal placeres og udformes, så de ikke påvirker den beskyttede natur negativt.

Der er skolebørn som cykler via Erhvervsparken. Erhvervsparken er en vej, som betjener et stort antal lastbiler. Der er med eksisterende lokalplanen mulighed for at anlægge en sti langs med en del af Erhvervsparken, Håndværkervej og videre gennem delområde IV, hvormed skolebørn og andre bløde trafikanter ledes uden om Erhvervsparken. Stien er ikke realiseret endnu, men er medtaget i Stiplan 2020 med høj prioritet. Med revideringen af lokalplanen flyttes stien, der i dag løber gennem en grøn kile, forventeligt længere mod nord.

Afgørelsen om, at planen ikke er omfattet af krav om miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet senest den 28. juli 2021. I klagevejledningen kan du finde reglerne for at klage.

Giv din mening til kende
På kommunens planportal kan du se lokalplanforslaget (nyt vindue) 

Planforslaget er offentliggjort på kommunens hjemmeside den 16. juni 2021 og er fremlagt i 6 uger. Derefter vil Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om planen skal endeligt vedtages.

Send dine synspunkter og ændringsforslag via den digitale planportal. Benyt funktionen “Skriv din kommentar” yderst til højre på planportalen. Høringsvarerne skal være modtaget senest den 28. juli 2021 kl. 23:59.

Har du spørgsmål til planen, er du velkommen til at kontakte planlægger Maria Pedersen på e-mail: mped@99454545.dk

Læs om klagereglerne

Klagevejledning – miljøscreening

Disse regler gælder
for kommunens afgørelse om miljøvurdering. Der kan ikke klages over kommuneplantillæg eller lokalplan, før de er endeligt vedtaget.

Hvad kan der klages over? 
Som hovedregel kan der kun klages over retlige spørgsmål. Det vil sige, at du for eksempel kan klage over afgørelser, hvis du mener, at kommunen har fejlfortolket loven eller ikke har overholdt de gældende procedure- og kompetenceregler. Du kan derimod ikke klage over skønsmæssige afgørelser. 

Hvis retsregler og retsprincipper er fulgt, kan Planklagenævnet ikke tage stilling til, om afgørelsen er uhensigtsmæssig eller urimelig.

Hvem kan klage?

  • Erhvervsministeren
  • Enhver med retlig interesse i sagens udfald
  • Landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, på betingelse af:
    • At foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og
    • At foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Hvornår udløber klagefristen?

Klagen skal være indsendt via Klageportalen senest 4 uger efter at tilladelsen har været offentliggjort på kommunens hjemmeside.

Hvordan klager jeg? 
Du kan klage over afgørelsen til Planklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, typisk med NEM-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Brønderslev Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for borgere eller 1.800 kr.  for virksomheder, organisationer eller offentlige myndigheder. 

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Brønderslev Kommune. Hvis Brønderslev Kommune fastholder afgørelsen, sender Brønderslev Kommune klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Brønderslev Kommune. Brønderslev Kommune videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på www.nmkn.dk 

Klagegebyr 
Du skal indbetale et gebyr for at få behandlet din klage af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet afviser din klage fra behandling, hvis du ikke betaler gebyret, som beskrevet ovenfor. 

Du får dit gebyr tilbagebetalt, hvis:

  • klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves,
  • du får helt eller delvist medhold i din klage eller
  • din klage afvises som følge af overskredet tidsfrist, manglende klageberettigelse eller fordi din klage ikke er omfattet af Miljø- og Fødevareklagenævnets kompetence.

Kan afgørelsen udnyttes hvis der klages? 
En klage har som udgangspunkt ikke opsættende virkning. Det vil sige, at kommunens afgørelse kan udnyttes mens klagesagen behandles. Det er dog på egen risiko at udnytte afgørelsen, da den kan omgøres af Planklagenævnet. 

Klager kan anmode Miljø- og Fødevareklagenævnet om, at klagen får opsættende virkning. 

Domstolsprøvelse 
Hvis du ønsker at få kommunens eller klagemyndighedens afgørelse prøvet ved domstolene, skal du anlægge sag inden 6 måneder efter, at kommunens eller klagemyndighedens afgørelse er meddelt. 

Uanset om der anlægges retssag, er man forpligtiget til at rette sig efter Planklagenævnet afgørelse, indtil domstolen måtte bestemme andet.

Se den originale nyhed fra Brønderslev Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top