20. december 2022
Aalborg Kommune har som første kommune i Danmark arbejdet med systematisk at undersøge den offentlige samtale på Facebook.
Vi hører ofte, at der er en hård tone på Facebook, men virkeligheden er meget mere nuanceret. Det viser en analyse af den lokale digitale debat, der er foretaget i Aalborg Kommune.
Ikke mindre end 1,3 millioner kommentarer fra 153 lokale offentlige grupper og 673 offentlige lokale sider på Facebook er blevet analyseret. Kun 1% kan betegnes som sproglige angreb, og kun 0,2% er direkte hadefulde. For de positive og konstruktive kommentarer fylder mere. Således er 22% af alle kommentarer anerkendende i deres sprog.
Analysen er udarbejdet for Tryg Digital By af Analyse og Tal sammen med Common Consultancy. Der er anvendt en avanceret algoritme og kunstig intelligens til at analysere den lokale digitale samtale i Aalborg Kommune. Tryg Digital By er et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Nordjyllands Politi og Nordic Safe Cities med støtte fra Tryg Fonden.
“Den digitale offentlige debat er i dag en integreret del af lokaldemokratiet, og det er positivt, at tonen generelt er meget ordentlig. Man skal dog også være klar over, at for nogle af dem, der bliver angrebet, kan det fylde meget. Ikke kun ved dem, som det rammer, men også andre, der oplever det. Det kan få nogle til at afholde sig fra at ytre sig. Det er trist, at særligt muslimer fortsat er den gruppe, der oftest bliver udsat for hadefulde ytringer, selv om analysen viser, at det heldigvis er i meget begrænset omfang”, siger rådmand Nuuradiin S. Hussein, Job og Velfærd.
En af de positive ting, som rådmanden fremhæver, er betydningen af den brede debat på Facebook.
“Vi har jo fået øjnene op for, hvor vigtige de borgerdrevne debatsider er for lokaldemokratiet. De borgere, der helt frivillige knokler med at moderere debatten på disse sider, kunne vi godt gøre noget mere for at anerkende og støtte op om. F.eks. ved at give dem mulighed for at mødes på tværs og udveksle erfaringer, eller få fif til at sikre den gode samtale uden at nogen afskæres fra debatten”, uddyber Nuuradiin S. Hussein.
Unge i den digitale by
Det er måske ikke så overraskende, at unge tilbringer meget tid digitalt. For dem flyder grænserne mellem det digitale liv og de fysiske liv sammen på en anden måde end for de voksne. Til gengæld deltager de ikke så meget i den offentlige digitale debat. Derfor er der i regi af Tryg Digital By også lavet en kvalitativ analyse af de unges oplevelser på de sociale medier. Fokus har her været på de online risici, som de unge møder på nettet, og hvordan man som politi og kommune kan styrke det forebyggende arbejde for dem.
“De unges liv på digitale platforme bærer rigtig meget positivt med sig, fordi de får mulighed for at indgå i meget brede fællesskaber og møde ligesindede unge. Men de unge er ofte i tvivl om, hvordan de skal håndtere de ubehagelighede ting, som de møder online. Ofte ignorerer, blokerer eller sletter de bare problemerne. De har også en følelse af at være alene med deres problemer. Nogle af de unge taler med deres forældre, men mange gør det ikke”, udtaler Denise Bakholm, Center for Tværfaglig Forebyggelse i Aalborg Kommune.
Både Nordjyllands Politi og Aalborg Kommune vil derfor arbejde videre med, hvordan man forebyggende kan være mere tilstede på de digitale platforme.
“Det, der er vigtigt, er, at de unge – også digitalt – har en mulighed for at komme i kontakt med voksne. Det kan være fra politiet, det kan være opsøgende medarbejdere fra f.eks. kommunens fritidscentre eller andre. Vi har ikke nogen færdige modeller, men vi har rigtig meget viden, som vi kan trække på. Vi har allerede nogle erfaringer fra politiets online-patrulje, fra fritidscentrene og vi har indhentet viden – ikke bare fra de andre nordiske lande – men også Frankrig. Det, som er vigtigt, er at være tydeligt til stede online, så de unge ved, hvor de kan henvende sig. Så er det også vigtigt at vi kombinerer den digitale tilstedeværelse med også fysisk at komme ud og møde de unge“, udtaler Sune Myrup, vicepolitiinspektør fra Nordjyllands Politi.
Vigtigt at have fokus på den digitale by
Nordic Safe Cities arbejder lokalt og på tværs af Norden i 19 byer for at fremme borgernes tryghed og hjælpe byerne til at modstå ekstremistisk had og vold. Her er det en vigtig erkendelse, at livet i byerne og kommunerne ikke kun leves i det fysiske rum, men også er flyttet ind i det digitale rum.
“Vores digitale og offline liv er i dag smeltet sammen, og store dele af den offentlige debat foregår i sociale medier. Derfor må vi indrette vores forebyggelse til at også kunne operere i det digitale rum, hvor store dele af unge og andre borgeres liv leves. Analyserne af den digitale by i Aalborg viser en stor andel af anerkendende tale, men ligesom vores analyser af den digitale samtale i den norske by Kristiansand og Malmø i Sverige har vist, så er størstedelen af den hadtale, som analyserne har fundet, rettet mod minoriteter. Det er et demokratisk problem og kalder på, at vi finder nye digitale forebyggende initiativer, så alle uanset etnicitet, alder og seksualitet kan deltage i demokratiet online, og vi kan skabe mere tryghed i det digitale rum”, understreger Jeppe Albers, Direktør, Nordic Safe Cities
Det er derfor i hans øjne meget positivt, at Aalborg Kommune som den første kommune i Danmark arbejder med systematisk at undersøge hadet på nettet og dermed styrke både det digitale og fysiske forebyggelsesarbejde.
Handleplan i 2023
Parterne bag Tryg Digital By arbejder videre med at lave en egentlig handlingsplan, der skal drøftes med Aalborg Kommunes Byråd i starten af 2023. Udover de to ovennævnte analyser indgår, vil der også blive udarbejdet en analyse af den politiske digitale by.
Der har i de senere år været meget fokus på den tone, der møder politikerne i debatten. Derfor vil der blive set på, hvornår den politiske debat kan opleves som tryg eller utryg, og hvilke muligheder der er for at styrke debatten.