Nu kan forældre få tilskud til at hjemmepasse deres barn

11. april 2023

Fra 1. august 2023 gør en 2-årig forsøgsordning det muligt for forældre i Aalborg Kommune at få et økonomisk tilskud til at passe deres eget barn derhjemme.

Ordningen, som er politisk bestemt, bygger på lovgrundlaget fra dagtilbudsloven og er et forsøg på at give de familier, som kan og vil være sammen med deres eget barn længere tid end barselsperioden, den mulighed. Samtidig er det et forsøg, som skal se, om det er muligt at tage lidt af presset fra kommunens dagplejere og dagtilbud, hvor der er rift om pladserne, og hvor rekruttering er en udfordring.

“Vi har stigende børnetal i Aalborg Kommune, og det er naturligvis skønt. Men vi kan også konstatere, at det giver os lidt udfordringer. Så nu prøver vi den her ordning og holder nøje øje med den undervejs for at se, om det kan være et led i at komme de udfordringer i møde,” siger rådmand for Børn og Unge i Aalborg Kommune, Morten Thiessen, og fortsætter:

“Nogle gange skal man prøve noget af, og vi er klar til at blive både bekræftet, overrasket og/eller klogere undervejs.”

Forsøgsordningen er vedtaget af Børne- og Undervisningsudvalget i Aalborg Kommune, og Aalborg Kommune ved ikke, hvor mange der vil gøre brug af tilbuddet. Derfor har man kigget på andre af de store danske kommuner, som har ordningen allerede, og lagt sig nogenlunde på niveau med dem både i forhold til tilskuddets størrelse og forventninger til, hvor mange der vil benytte tilbuddet.

“Jeg er glad for, at vi kan være med til at understøtte det gode familieliv og give forældre muligheden for at bruge mere tid sammen med deres børn, mens de er små, og jeg håber, at det også smitter positivt af på dagtilbudsområdet,” siger Morten Thiessen.

Sådan ansøger man

Fra midt maj 2023 kan forældre ansøge om tilskud til at hjemmepasse. Ansøgningen er en digital blanket, der skal udfyldes. Mere information og link til blanket kan findes på Aalborg Kommunes hjemmeside fra midt maj.

Læs mere om muligheden for hjemmepasning

Fakta

Tilskuddet kan gives, fra barnet er 24 uger, og indtil barnet skal starte i børnehave. Tilskuddet kan gives i op til 1 år.

I Aalborg Kommune er tilskuddet til forældre på 6.158 kroner om måneden per barn, hvilket er 73 % af nettoudgiften til en dagplejeplads.

Krav til tilskuddet

  • Man kan få tilskud fra barnet er 24 uger, og indtil det er 2 år og 11 måneder.
  • Man må ikke have anden indkomst samtidig, eksempelvis være lønmodtager, få dagpenge, orlovsydelse, SU eller offentlig overførelsesindkomst.
  • Man kan få tilskud i minimum 8 uger og op til 1 år. Tilskudsperioden kan deles i to og kan også deles mellem forældre.
  • Man skal have tilstrækkelige danskkundskaber og have opholdt sig i Danmark i 7 ud af de seneste 8 år.
  • Aalborg Kommune kan vurdere, at man ikke kan få tilskud til at passe eget barn, hvis det er nødvendigt, at barnet er optaget i et dagtilbud. Det kan skyldes familiemæssige forhold eller barnets udviklingsbehov, såsom færdigheder i at være sammen med andre børn eller sproglige færdigheder.
  • Der er tilsyn med ordningen fra afdelingen Afsnit for Tilsyn og Privat Pasning.

Muligheden for hjemmepasning er en toårig forsøgsordning, som evalueres i 1. halvår af 2025. Herefter bliver der taget stilling til, om tilskuddet til hjemmepasning skal gøres permanent.

Se den originale nyhed fra Aalborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top