Nu kan du få lavet MitId på Hovedbiblioteket

04. februar 2022

Efterspørgslen på at skifte til MitId er nu så stor, at borgerservice i Aalborg nu tilbyder MitId på Hovedbiblioteket. Borgerservice opfordrer til at booke tid.

Normalt låner du bøger på Hovedbiblioteket i Aalborg, men nu udvider Borgerservice sin kapacitet i forhold til at flytte folk fra NemId til MitId med nye ekspeditionspladser imellem boghylderne:

– Vi kan mærke efterspørgslen stiger, så derfor har vi valgt at udvide vores betjeningsmuligheder. Vi laver 6 ekspeditionspladser, hvor borgerne efter tidsbestilling kan få hjælp til overgangen fra NemId til MitId. Sikkerhedsprocedurerne til MitID er omfattende, hvilket gør, at der er mange, der har brug for en hånd til at komme godt igennem dem. Det giver en mere sikker løsning i fremtiden, men den praktiske overgang er tidskrævende, så derfor tilbyder vi nu den her udvidede kapacitet, for de borgere, som skal have hjælp til skiftet fra NemId til MitId, siger Dorthe Jespergaard, kontorchef i Borgerservice i Aalborg Kommune.

MitID kommer til at afløse NemID i løbet af 2021 og 2022. Det sker, fordi der er brug for et digitalt ID, som kan leve op til fremtidens sikkerhedskrav og behov. NemID er en god og sikker løsning i dag, men MitID er med til at styrke sikkerheden endnu mere. 

Vent med at booke, til du får besked

De fleste borgere kan heldigvis selv klare flytningen, men borgere, der eksempelvis ikke har gyldigt dansk pas, eller ikke har en nyere smartphone, har brug for at møde op i borgerservice for at identificere sig overfor en MitId-uddannet medarbejder. Alle borgere får besked fra deres pengeinstitut, når det er deres tur. Beskeden kommer, når de logger ind i deres netbank eller mobilbank.

– Jeg vil opfordre borgerne til at vente til de får besked, og derefter skal de booke en tid i Borgerservice, hvis ikke de selv kan klare skiftet digitalt. Jeg er glad for, at vi nu kan udvide kapaciteten på Hovedbiblioteket. Disse ekspeditioner tager gennemsnitligt over 20 minutter, så de fysiske rammer i Rantzausgade slår ikke til, siger Dorthe Jespersgaard.

Der er i øvrigt hjælp at hente i NETS telefonsupport og bankernes telefonsupport, hvis der er brug for støtte.

Du skal bestille tid til MitId:

Bestil tid til MitId – Her kan du også læse om hvilke dokumenter du skal medbringe.

MitId-support nummer: 3398 0010

 

Fakta – Hvorfor MitId:

  • Digitale løsninger bliver erstattet af nye over tid. Det gør de, fordi de skal være sikre og kunne følge med udviklingen. 
  • MitID lever op til de nyeste standarder for sikkerhed, så vi også i fremtiden kan færdes trygt på nettet. 
  • MitID er dit kommende bevis for, hvem du er, når du logger ind, godkender handlinger eller har brug for at skrive under digitalt.
  • 5,3 mio. skal migreres fra NemID til MitID –  omkring 185.500 borgere i Aalborg Kommune.
  • I Aalborg forventes at mellem 30.000 og 35.000 borgere har brug for at møde personligt i Borgerservice for at komme over på MitID

Se den originale nyhed fra Aalborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen