19. november 2021
Vandstanden i Limfjorden stiger, og hvis forudsigelserne holder stik, er der risiko for, at store dele af Aalborgs Vestby i fremtiden vil stå overfor en stor udfordring. Med støtte fra Realdania og Kystdirektoratet udskriver Aalborg Kommune nu en arkitektkonkurrence med det formål at udarbejde en vision, som beskriver, hvordan Aalborgs Vestby kan sikres mod fremtidige havvandsstigninger.
Aalborg og Nørresundbys havnefronter har i de sidste 20 år gennemgået en omfattende omdannelse fra nedslidte industriområder til grønne rekreative byrum med attraktive beboelsesområder. Et vigtigt element i denne omdannelse har været sikring i forhold til stigende havvand.
Ind til nu har Aalborgs vestlige bydel dog ikke været omfattet af denne omdannelsesproces, og der er derfor behov for en sammenhængende klimasikring fra Limfjordsbroen og ud til de åbne arealer vest for Skudehavnen. Den aktuelle arkitektkonkurrence dækker området fra jernbanebroen i øst til Vestre Fjordvej i vest.
– ‘Vi vil gerne kystsikre området samtidig med, at vi fastholder dets varierende karakter med rekreative og maritime fritidsfunktioner. Det er et udtalt ønske både politisk men også blandt områdets beboere’, udtaler rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen og fortsætter:
– ‘Arkitektkonkurrencen skal derfor hjælpe os med at svare på, hvordan vi fremtidssikrer området mod havvandsstigninger og stormflod samtidig med, at områdets rekreative og fritidslivsværdier bibeholdes. Og sidst men ikke mindst skal der sikres lokal opbakning og ejerskab til klimasikringen og fornyelsen af området.’
Det forventes at konkurrencens vinder findes i september 2022 og herefter opstartes projekteringen. I de efterfølgende år vil selve anlægsarbejdet blive udført i flere etaper.
Processen kort fortalt:
Slutningen af 2021:
Der indbydes til deltagelse i konkurrencen – 4 deltagende teams.
Februar – april 2022:
Arkitektkonkurrence – fase 1
April 2022:
To projekter udvælges til at gå videre og projekterne præsenteres på et borgermøde.
Maj – august 2022:
Arkitektkonkurrence fase 2
August/september 2022: Offentliggørelse af vinder.