Aalborg Kommune får ungeklimaråd

02. juni 2021

Børn og unge skal høres og spille en aktiv rolle, når Aalborg Kommunes klimahandlingsplan og andre planer med klimaindhold bliver udarbejdet. Derfor etablerer Miljø- og Energiforvaltningen nu et ungeklimaråd.

Det nye ungeklimaråd i Aalborg Kommune bliver et rådgivende organ, som skal komme med input og anbefalinger til Miljø- og Energiforvaltningen og Aalborg Kommune på klimaområdet. Ungeklimarådet skal bl.a. sikre, at børn og unge bliver hørt i udarbejdelsen af kommende klimaplaner.

”Det er særligt de unge, der er bekymret for klimaforandringerne, og de har en interesse for at skabe forandring og handling på klimaområdet. Derfor vil vi gerne sikre de unge indflydelse og i langt højere grad inddrage dem i klimadagsordenen. Vi håber, at ungeklimarådet også kan bidrage med nye innovative klimaløsninger til den grønne omstilling,” siger Lasse Olsen, rådmand i Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune.

En gevinst for klimaindsatsen

Gennem DK2020 partnerskabet har Aalborg Kommune forpligtet sig til at udarbejde en klimahandlingsplan, som lever op til Paris-aftalens målsætninger. Udover at blive inviteret med i udarbejdelsen af klimahandlingsplanen og andre planer med klimaindhold vil ungeklimarådet også holde oplæg på folkeskoler og ungdomsuddannelser og hente input fra andre unge og eksperter til Aalborg Kommunes klimaindsats.

”Ungeklimarådet kan bygge bro mellem unge og politikere og samtidig vise andre unge, at man kan bruge sin stemme til at sætte sit præg på, hvordan vores samfund er indrettet,” siger Lasse Olsen, der er sikker på, at ungeklimarådet bliver en gevinst for klimaindsatsen i Aalborg Kommune:

”Når vi involverer de unge allerede fra de første faser af udviklingen af klimahandlingsplanen, skaber vi også de bedste forudsætninger for, at vores klimainitiativer bliver til virkelighed,” siger han.

Vigtigt at høre de unge

Miljø- og Energiforvaltningen fik bl.a. ideen til at etablere et ungeklimaråd efter en henvendelse fra Rosanna Børsting, der bor i Aalborg og sidder i det Nationale Ungeklimaråd, som er nedsat af Klima- Energi- og Forsyningsministeriet. Hun glæder sig over, at Aalborg Kommune nu får sit eget ungeklimaråd:

”I det nationale ungeklimaråd er vi rigtig glade for, at Aalborg som en af de første kommuner følger vores opfordring og etablerer et kommunalt ungeklimaråd. Borgerinddragelse er en vigtig del af den grønne omstilling, og her kan et ungeklimaråd få stemmerne fra den generation, som især kommer til at mærke konsekvenserne af klimakrisen. Nu bliver det spændende at se, hvordan rådet bliver udmøntet, for skal rådet sikrer ungeinddragelse, skal politikerne forpligte sig til at lytte til de unge og give dem reel indflydelse,” siger Rosanna Børsting.

Fakta

Ungeklimarådet i Aalborg Kommune kommer til at bestå af 10-16 unge mellem 15 og 25 år. Du kan læse mere om ungeklimarådet, og hvordan du søger om at komme med på her 

Se den originale nyhed fra Aalborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top