Vil du med til gallataffel hos H.K.H. Prins Christian?

Kongehuset efterlyser to unge fra Svendborg Kommune til royalt gallataffel. Anledningen er H.K.H.  Prins Christians 18-års fødselsdag, søndag den 15. oktober 2023, hvor Hendes Majestæt Dronningen er vært for et gallataffel. De inviterede vil afspejle Prins Christians egen generation, altså være unge på hans egen alder. Derfor opfordrer Svendborg Kommune alle 18-årige, som har lyst til at fejre Prins Christian, til at ansøge om deltagelse.

Man skulle tro det kun var noget, som skete i et eventyr, men den er god nok: Kongehuset inviterer til gallataffel for to 18-årige fra hver af Danmarks kommuner samt Grønland og Færøerne, og nu er det op til Svendborg Kommune at udpege de to unge, som skal repræsentere kommunen til fejringen af Prins Christians fødselsdag. Svendborg Kommune ønsker, at de to unge deltagere skal være af forskellige køn og være 18 år på dagen for fejringen af Prins Christian.

Hvad ville du spørge Prins Christian om?

For at komme i betragtning til at deltage, så skal man udfylde en ansøgningsformular på hjemmesiden ungeportalen.svendborg.dk. I ansøgningen skal man give en kort skriftlig præsentation af sig selv, sin dagligdag og en særlige motivation for at ville med til gallataflet. Den særlige motivation skal indeholde et bud på, hvad man gerne vil sige til Dronningen eller Prins Christian, hvis man får mulighed for dette. I ansøgningen skal man også oplyse navn, fødselsdato, adresse, mobiltelefonnummer og e-mail. De udvalgte unges oplysninger sendes videre til kongehuset

Ansøgning om deltagelse skal være modtaget senest den 5. september 2023 kl. 12.00.

Sådan udvælges deltagerne

Til at udvælge de to unge deltagere blandt de egnede ansøgere, har Svendborg Kommune nedsat et udvælgelsespanel. Panelet består af Teddy Stafsen, næstforperson i Svendborg Ungepanel, Henrik Nielsen, Formand for Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget og Jonas Wittendorff Direktør for Børn, Unge, Kultur og Fritid.

Udvælgelsespanelet offentliggør de udvalgte unge den 12. september 2023. De udvalgte får direkte besked.

Praktisk information

Gallataflet foregår kl. 17.00 til 22.00 den 15. oktober 2023 på Christiansborg Slot i København. De udvalgte unge vil efter den 15. september modtage en personlig invitation til gallataflet på mail. Dernæst vil de modtage en fysisk invitation med posten. Det er en forudsætning for deltagelse, at de unge sørger for festlig påklædning. I invitationen til de unge vil det fremgå nærmere, hvad festlig påklædning indebærer. Kongehuset vil stille transport til rådighed til/fra gallataflet via opsamlingssteder rundt i landet. De unge vil selv skulle kunne befordre sig hen til/fra nærmeste opsamlingssted.

Direkte link ansøgningsformularen findes her: https://ungeportalen.svendborg.dk/vil-du-med-til-kongelig-f%C3%B8dselsdag

Yderligere kontaktinformation:

Henrik Nielsen, Formand for Børne-, Unge og Uddannelsesudvalget, Tlf.: 23 92 49 79

Jonas Wittendorff, Direktør for Børn, Unge, Kultur og Fritid, Tlf.: 23 48 09 21

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top