Normalt kalder togdrift på togskinner. Men under DGI Landsstævne i Svendborg er det ikke nødvendigt. Togpassagererne kan fra stationen Svendborg Vest sætte sig til rette i ”Det Lille Futtog”, som kører i pendulfart til og fra Stævnecentrum.
Det er Arriva, der som en del af deres betjening af togrejsende til og fra DGI Landsstævne i Svendborg, har fået den ide at indsætte det el-drevne futtog, der normalt kører med passagerer i Svendborg midtby i sommermånederne.
Vi vil gerne være med til at sikre, at både deltagere og gæster nemt og hurtigt kan komme til og fra aktiviteter under Landsstævnet. Og når vi nu har muligheden for det, er det jo oplagt at køre vores passagerer helt til døren – eller i hvert fald til tærsklen til Stævnecentrum, siger Therese Christensen kommerciel chef ved Arriva.
Ekstra kørsel og gratis transport
Arriva har indgået en partnerskabsaftale med Landsstævnet, som blandt andet betyder, at der bliver indsat ekstra kørsel og gratis transport for alle passagerer på strækningen mellem stationerne Svendborg Vest og Svendborg. Derudover indsætter Arriva ekstra tog i nattetimerne torsdag, fredag og lørdag mellem kl. 00:05 – 02:03 mellem stationerne Svendborg Vest og Svendborg. Det sidste tog kører fra Svendborg kl. 02:03 og fortsætter sin almindelige rute mod Odense med stop på alle stationer.
På åbningsdagen, torsdag d. 30. juni, vil 16.000 paradedeltagere bevæge sig fra opstartspladser i bymidten til Stævnecentrum, og det kommer til at påvirke togdriften, da sporet krydses af de mange gående. Derfor bliver strækningen Svendborg-Stenstrup begge veje betjent med togbusser om torsdagen i tidsrummet kl. cirka 17.13-19.20.
Vi engagerer os i Landsstævnet af flere grunde. Det er en stor begivenhed, som ligger på vores togstrækning, og derfor vil vi naturligvis gerne være med i festlighederne. Vi er med til at sikre, at deltagere og gæster nemt og sikkert kan komme frem og tilbage. I dette tilfælde kan vi ovenikøbet transportere dem helt til centrum af begivenhederne, siger Therese Christensen.
Fakta:
Der vil være gratis transport for deltagere og gæster i dagene torsdag-søndag, mellem Svendborg Station – Svendborg Vest.
Der vil være ekstra trafik i nattetimerne, mellem 00.35 – 02.03 torsdag/fredag/lørdag, mellem Svendborg – Svendborg Vest. Det sidste tog kører fra Svendborg kl. 02.03 og fortsætter i almindelig rute ind mod Odense.
Der vil køre togbusser torsdag d. 30. juni i tidsrummet ca. 17.13 – 19.20, begge veje mellem Svendborg – Stenstrup pga. åbningsparaden, som går fra Svendborg bymidte ud til Stævnecentrum ved Svendborg Vest (hvor sporet krydses af de gående).
Der vil være ekstra togsæt på alle de afgange, det er muligt, i dagene onsdag, torsdag, lørdag og søndag.
Alle ændringer/tilføjelser til køreplanen i stævnedagene er lagt på Rejseplanen.
Køreplan for Det Lille Futtog: torsdag d. 30. juni til og med lørdag d. 2. juli – alle dage kl. 10.00-12.00 og 12.30-15.00.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Therese Christensen, kommerciel chef hos Arriva, telefon: 20815751