Pressemeddelelse
Rygning, smerter og ondt i livet. 300.000 tilfældigt udvalgte borgere over 16 år bliver fra i dag spurgt om, hvordan de har det. Det sker for at kunne sætte ind med målrettet forebyggelse og bedre behandling af sygdomme.
Det er fjerde gang siden 2010, at undersøgelsen ”Hvordan har du det?” gennemføres. Undersøgelsen er den største af sin art. Den giver et unikt billede af, om danskernes sundhed og trivsel er blevet bedre gennem årene, og hvor i landet, der er særlige udfordringer netop nu.
For at få de mest brugbare resultater er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaerne. I Svendborg Kommune vil 2.500 tilfældigt udvalgte borgere blive inviteret til at deltage i undersøgelsen.
Formanden for Social- og Sundhedsudvalget Hanne Klit ser frem til undersøgelsen:
– Jeg tror på, at vi kan bruge sundhedsprofil-undersøgelsen som et godt redskab til de prioriteringer, vi skal have på sundhedsområdet de kommende år, siger hun.
Resultatet fra den seneste undersøgelse i 2017 viste, at det haltede med danskernes sundhed på flere områder. Svarene viste blandt andet, at over halvdelen af alle voksne danskere var overvægtige, at flere unge var blevet rygere og trivedes dårligt mentalt.
Sundhedsprofilen har tidligere vist, at mange unge døjer med dårligt mentalt helbred. Ifølge Hanne Klit har dette har været medvirkende til, at man i Svendborg Kommune har etableret koordinationsgruppen Fælles om unge i Svendborg Kommune.
– Med koordinationsgruppen vil vi skabe sammenhæng i indsatserne på det brede ungeområde og sikre et forum, hvor vi kan koordinere de relevante initiativer inden for ungeområdet i og mellem fagudvalgene, siger Hanne Klit.
Undersøgelsen har dog også vist, at det på visse områder går den rigtige vej for sundheden i Svendborg Kommune. Der er sket et fald i andelen af daglige rygere og en positiv ændring i andelen af borgere, som ikke overskrider sundhedsstyrelsens risikogrænser for alkoholindtagelse
Om undersøgelsen
De danskere, der er udtrukket til at være med i undersøgelsen, har fået spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i deres digitale postkasse eller som fysisk brev, hvis ikke de har en digital postkasse. Alle, som udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række fine præmier. Spørgeskemaet vil enten komme fra Region Syddanmark eller fra Statens Institut for Folkesundhed.
Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet på hjemmesiden danskernessundhed.dk, hvor det også er muligt at læse resultaterne fra tidligere undersøgelser. Resultatet af sundhedsprofilundersøgelsen 2021 offentliggøres i marts 2022.
For yderligere oplysninger kontakt:
Hanne Klit, formand Social- & Sundhedsudvalget,24 96 91 41
Lars Østergaard, sundhedsanalytiker, 40 42 34 67