6000 skoleelever fra 0. til 8. klasse får en oplevelse ud over det sædvanlige, når de den 25. maj samles til idræt, fællesskab og en gigantisk koncertoplevelse med bandet PATINA. Den store kulmination på tre intense dage med idræt, kultur og fællesskab finder sted på området ved Svendborg Idrætscenter – området, der en måned senere forvandles til stævnecentrum under DGI Landsstævne.
Alle børn i Svendborg Kommune skal vide og mærke på egen krop, hvad DGI Landsstævne er. Derfor samler SPULT Skoleevent alle kommunale skolebørn og børn fra flere frie skoler til tre fantastiske dage op til Kr. Himmelfartsferien.
SPULT, der repræsenterer Svendborg Kommunes forenings- og kulturliv, har sammen med Svendborg Kommune taget initiativ til eventen. Det bliver tre dage, hvor mange børn vil prøve kræfter med idræt og kultur, de ikke prøver til hverdag.
-SPULT Skoleevent bliver på mange måder en markering af, at vi endelig igen kan samles i større fællesskaber. Og vi samles på tværs af skoler, foreninger og kulturliv – det er helt unikt. Jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe oplevelse for alle eleverne. Og hvem vil ikke gerne synge og danse med PATINA, spørger Hanne Ringgaard, formand for Kultur-og Fritidsudvalget retorisk.
Også Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets formand, Henrik Nielsen, glæder sig over, at så mange elever får en særlig oplevelse:
-Der er nogle skoledage, man husker bedre end andre. Jeg er sikker på, at vores elever kommer til at huske de her tre dage, hvor vi skruer helt op for glæden, fællesskabet og festen. Der bliver sat en tyk streg under, at læring foregår mange steder, ikke kun i klasselokalet, siger Henrik Nielsen.
Hvad skal man glæde sig til?
De tre dage kommer til at indeholde et hav af forskellige aktiviteter, der i vidt omfang er præget af det omkringliggende idræts-, kultur- og fritidsliv.
-Det er en unik mulighed for at skabe nye personlige relationer fritids- og skoleliv imellem. Når nye Åben Skole-samarbejder skal udvikles og gøres til en del af hverdagen, er den personlige relation vigtig – og den forsøger vi at udvikle her, hvor vi samles til et brag af en fest, siger projektledere i SPULT, Gitte Møller og Martin Brems.
En del af SPULT Skoleevent afvikles i tæt samarbejde med elever fra Svendborg Gymnastikforening, som skal undervise i en fælles koreografi på alle skoler i løbet af tirsdag den 24. maj. Koreografien står sin prøve dagen efter, når SPULT Skoleevent kulminerer på Landsstævnestadion, hvor alle elever samles og blandt andet udfører den fælles koreografi til live-koncert med det lokale storhittende band PATINA.
-Der kommer vi virkelig til at mærke en fælles energi og et fællesskab, som ikke tidligere er dyrket mellem alle skoleelever. 6000 skolebørn, det glæder vi os helt vildt til. Eleverne skal præcis som deltagerne til DGI Landsstævne være både aktører i noget og tilskuere til noget, siger projektansvarlig fra Skole og Uddannelse, Jesper Trabjerg Jensen.
Jesper Trabjerg Jensen glæder sig til at se alle Svendborgs børn i nye, flotte T-shirts. Hver enkelt skole har sin egen farve T-shirt, så udover det store fællesskab på tværs af alle skoler, hvor hele farvepaletten vil være til stede, vil også den enkelte skoles sammenhold blive fremhævet og dyrket.
Den store opvarmning
-Vi ser SPULT Skoleevent som en fantastisk mulighed for at varme op til det, der bliver sommerens helt store begivenhed her i Svendborg Kommune, nemlig Landsstævnet. Der bliver wauw-effekt for alle pengene, når både elever og deres forældre på denne måde får en smagsprøve på det, et Landsstævne kan, når man kombinerer bevægelse, fællesskab og glæde, siger Jonas Wittendorff, direktør for Børn, Unge, Kultur og Fritid.
FAKTA:
SPULT Skoleevent finder sted den 23-25. maj 2022.
Alle Svendborg Kommunes folkeskoleelever og elever fra tre friskoler fra 0.-8. klasse deltager – ca. 6000 elever i alt.
T-shirts er leveret af InterSport og støttet økonomisk af Fynske Bank.
Arrangementet er støttet af A.P.Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.