Mød f.eks. Nadia Duchen, som fik en mentor – og nu går på universitetet
De næste fire år er der nu sikret 18,4 millioner kroner til at fortsætte indsatsen i udvalgte boligområder i Svendborg. Indsatser, der hjælper områderne og de 3.600 beboere i en positiv retning. Indsatsen hedder Den Boligsociale Helhedsplan, som er en 4-årig udviklingsplan, der netop er blevet forlænget fire år til udgangen af 2025.
Den boligsociale helhedsplan er et samarbejde mellem Svendborg Andels-Boligforening, Boligselskabet Sydfyn, Svendborg Kommune og Landsbyggefonden.
”Jeg er meget glad og stolt over, at Helhedsplanen er blevet forlænget. Medarbejderne løser en meget vigtig opgave, og jeg ser ofte, hvordan beboere har glæde af de mange forskellige projekter. Og jeg bliver så glad på deres vegne. Beboerne kan mangle netværk, være uden job og uddannelse, have svært ved at skrive en ansøgning, være ensomme eller mangle kundskaber i dansk og matematik. Så stiller Helhedsplanen rammer og hjælp til rådighed, men i sidste ende er det personen selv, der skal gøre indsatsen og løse opgaven. Medarbejderne giver det lille skub, der skal til, for at den enkelte får bedre chancer i livet.” Bo Hansen, borgmester i Svendborg
Det succesfulde boligsociale arbejde har også givet Svendborg Kommune værdifulde erfaringer, der kommer flere grupper i kommunen til gavn.
KONTAKTINFORMATION:
Ved spørgsmål vedrørende Helhedsplanen, projekterne og interview med case-personer – kontakt venligst:
Teresa Henrikke Askham, konstitueret projektchef, Den Boligsociale Helhedsplan
tas@domea.dk – 23 10 38 91
Derudover vil de to formænd i boligforeningerne også gerne fortælle om, hvorfor/hvordan indsatserne virker:
Formand for organisationsbestyrelsen i Svendborg Andels-Boligforening:
Anne Jørgensen, Sanddalsparken, tlf. 28116627
Formand for organisationsbestyrelsen i Boligselskabet Sydfyn:
Morten Byder, Hjerteparken, tlf. 61334723
Fakta om Den Boligsociale Helhedsplan:
- 4-årig udviklingsplan – 2022-2025
- Det er tredje gang, der gives midler til en helhedsplan i Svendborg (2014-17, 2018-21).
- Planen dækker ti forskellige boligområder i Svendborg, hvor der i alt bor ca. 3600 beboere.
- Det er Hjerteparken, Jægermarken, Toftemarken/Klintemarken/Firlandsvej, Skovparken, Elmevænget, Sanddalsparken, Munkevænget, Bispeløkken/Priorvej, Strynøvej/Lyøvej og St. Byhavevej.
- Den boligsociale helhedsplan er et samarbejde mellem Svendborg Andels-Boligforening, Boligselskabet Sydfyn/domea.dk, Svendborg Kommune og Landsbyggefonden.
- Planen for de kommende fire år er finansieret med 18,4 millioner kroner. Landsbyggefonden bidrager med de 75%, Svendborg Kommune med 12,5% og boligselskaberne med 12,5%.
- Den Boligsociale Helhedsplan er ikke en myndighed, og medarbejderne har ikke adgang til beboernes journaler i det kommunale system. Beboerne kan frit komme til gratis rådgivning, hvor der er tavshedspligt. Medarbejderne har dog et godt samarbejde med de kommunale instanser, hvis det er relevant at inddrage fx familieafdelingen eller jobcentret.