Efter en succesfuld første udgave i 2025 er Founders Festival tilbage den 3. september.
Den gratis endagsfestival i Thrige Firkanten kan rumme op mod 250 iværksættere og selvstændige, der selv strikker deres program sammen med workshops, oplæg og netværk.
– Jeg er meget glad for, at Founders Festival vender tilbage. Det er et gratis tilbud til alle selvstændige, der knokler i hverdagen, og som får mulighed for inspiration, ny viden og flere forretningsforbindelser. Odense Kommune har en ambition om 30.000 nye private arbejdspladser inden 2035, og Founders Festival er et af de tiltag, der skal gøre det muligt. Festivalen er stablet på benene af Odense Iværksætterservice og Ejendomsselskabet Olav de Linde, mens etablerede virksomheder sponsorerer dagen, det er flot, siger by- og kulturrådmand Lars Christian Lilleholt.
Deltagerne vil gerne tilbage
Tilmeldingen til årets festival er netop åbnet, og allerede nu har de første 40 booket en plads. Omkring halvdelen af de tilmeldte er gengangere fra sidste år.
Blandt andre Rie Maktabi Grue Duus, CEO i mælkeflaske-virksomheden Caramma ApS.
– Jeg glæder mig til endnu en dag fyldt med inspiration, nye perspektiver og møder med mennesker, der brænder for at bygge og udvikle virksomheder. Det bedste sidste år var uden tvivl netværket. Jeg tog hjem med både nye relationer, værdifulde sparringspartnere og en følelse af, at man ikke står alene med de svære beslutninger og vækstambitioner.
Også foto- og videograf Ditlev Grill Kjeldsen fra DGKmedia har været hurtig til at booke en plads igen i år.
– Der er så mange forskellige workshops og oplæg med eksperter på hver deres område, som man kan få en masse viden og indsigter fra. Noget, som man nemt kan oversætte til sin egen hverdag som selvstændig, siger Ditlev Grill Kjeldsen.
Foto: Ejendomsselskabet Olav de Linde