Vi glæder os til endnu engang at sætte lys i mørket og deles om varmen til hele Svendborgs lysfest den 3. december på Frederiksø.
Traditionen tro har en lang række lokale samarbejdspartnere og Frederiksøs kulturelle lejere knoklet for at skabe en uforglemmelig aften.
Sammen byder vi på spændende aktiviteter og sjove oplevelser for hele familien.
I år bliver det med spot på nærheden, magien og fællesskabet i de små lyspunkter, vi hver især bringer med os.
Tilmeld dig begivenheden ‘Lysfest på Kajen’ på Facebook.
Du kan også hente hele programmet her (åbner PDF)
Sammen om de små lys i mørket
Når vi tænder for lysfesten, bliver det så bæredygtigt som muligt: Vi sparer på energien ved at tænke kreativt – så du får også rig mulighed for at finde inspiration til grønnere julelys og juledekoration derhjemme.
Det hele foregår på Frederiksø, hvor du skal tage din lanterne med på opdagelse.
Gå efter lysene i mørket på kajen og åbn de døre, du ikke har kigget bag før!
Her venter mange eventyrlige og kreative oplevelser hos lysfestens mange værter, både inde og ude.
Du får et par highlights her:
- Bring dit eget lys til festen og stem i, når vi sammen med folkeskoleelever fra Thurø skole åbner festen med et syngende lanterne-lysoptog ved broen til Frederiksø.
- Lav din egen lanterne – fx af genbrugsmaterialer hos woodnwonder eller Freeshop Svendborg
- Hold øje med det sorte vand, hvor kajakklubben sejler forbi med lysmagi på bølgerne
- Ryk sammen i stearinlysets skær, når hhv. Svendborg Museum, BaggårdTeatret og Svendborg Fortælleværksted inviterer ind til gode historier
- Vær med til at indvie det nye skate-areal med Aabjørns skateboard Laboratorium
- … og bliver du hængende længe nok, kan du opleve et ildshow og sammen med skaterne og øens andre arrangører trække lyset med tilbage til byen i et musikalsk, lysende slut-optog. Farvel til mørket, vi lægger det bag os!
Praktisk
Det sker på Frederiksø den 3. december kl. 16.00-19.30
Du kan parkere dit lys i vores lanterne-garderobe i Rundbuehallen, hvis du skal have frie hænder
Alle aktiviteter til lysfesten er gratis
Mad og drikke kan købes i en bred vifte af lokale boder (se programmet)