Illustration

Let din sorte samvittighed og hjælp miljøet med fremtidens grønne, selvtænkende stikdåser

Skuer du også af og til fremad mod en tid, hvor huse og lejligheder kan tænke selv og tage sig af at styre de lidt større daglige opgaver som opvask, tøjvask mm.? Den tid er kommet nu med den intelligente stikdåse “IntelliGrid”. IntelliGrid er et nyt forskningsprojekt med formålet at kombinere elnettet, elproducenternes service og grøn energi bedre, så du selv kan tænke på vigtigere ting derhjemme. Du sætter blot en timer og en foretrukket indstilling, og så vil opvasken være klar, når du skal bruge den. Med helt grøn samvittighed.

Om eftermiddagen den 21. august kan du høre mere om projektet i Sydfyns Elforsynings lokaler på Faaborgvej, der også vil inkludere en et års-testperiode for elforbrugere.

Vedvarende energikilder bliver flere og flere, og deres popularitet stiger støt. Men vindmøller står sjældent stille, og solen kan man ikke slukke, når behovet for energi ikke er der. En række danske og tyske virksomheder og universiteter har slået sig sammen for at løse Europas fremtidige energiproblem: Hvordan vi kan sikre, at energien bliver brugt, som vinden blæser, når det er mest fordelagtigt?

Stort set hver dag hører vi om klimaændringer og om, at vi alle bør være mere klimabevidste. Mens vi venter på politisk handling kan den enkelte husstand i hele Europa dog begynde at give en hånd med. Netop din til tider “kulsorte” samvittighed vil de smarte IntelliGrid-stikdåser kunne afhjælpe. Hvordan? Jo, ved hjælp af lidt tidsinvestering i en app, lidt konkurrence med familien og resten af nabolaget og så lidt kunstig intelligens og dialog med din el-leverandør! IntelliGrid-stikdåserne kan tænde og slukke for strømmen til forskellige hårde hvidevarer og på den måde ”styre” forbruget hen mod tidspunkter, hvor det er billigere og/eller mere ”grøn” strøm i Nettet. IntelliGrid-stikdåserne vil blive styret automatisk fra en central server ud fra de rammer, som den enkelte husholdning har lagt ind. For eksempel kan en husholdning sætte en vask over og beslutte at den skal være færdig kl. 16.00 – Den centrale server vil så finde det mest optimale tidspunkt at afvikle vasken på.

IntelliGrid har lokale rødder! Allerede for flere år siden startede en række sydfynske aktører arbejdet henimod et mere grønt elforbrug i fremtiden. Projektet hed på det tidspunkt IntelliPower, men har skiftet navn i mellemtiden. Med finansiering fra Sydfyns Elforsynings almennyttige fond og samarbejde med Svendborg kommune og Go2Green lagde GEA-Sat og Tisturion grundstenene til det nuværende IntelliGrid projekt.

Det er en fælles, europæisk opgave ikke at gå i sort
Vi må nok se i øjnene, at energi og el med al sandsynlighed ikke vil blive billigere, og slet ikke el, som ofte kommer fra såkaldte “sorte” energikilder. Det er allerede et problem for de lande, der har en høj befolkningstæthed og ringe mulighed for “hastigt” at grave nogle flere kabler ned. Hvis forbruget af strøm overstiger produktionen væsentligt kan det være nødvendigt at rationere strømmen for ikke at overbelaste generatorerne, og det vil betyde, at forskellige byområder vil stå uden strøm. Det er ikke en god situation, men det er allerede virkelighed for mange europæiske lande, heriblandt Grækenland og Italien. Desværre er det også et fælles problem, fordi Europas elnet hænger sammen, og det er den overordnede spænding fordelt over hele nettet, der i sidste ende afgør, om det er nødvendigt at rationere. Det er ikke let og ekstremt dyrt at lave om på et elnet, som over tid bliver belastet mere og mere. Der vil blive et behov for at tænke langsigtet i smart-grid løsninger allerede nu og sørge for at indsamle viden om mulige løsninger på potentielle udfordringer og problemer. Ellers kan det, i yderste konsekvens, ende med at lægge hele Europa i sort.

En hård og en blød løsning
Du har sikkert hørt om det før: Undlad at anvende vaskemaskiner, tørretumbler og opvaskemaskine i de spidsbelastede perioder, og du vil kunne ikke blot spare en smule penge (forudsat at du har variabel betaling for strømmen), men du vil også belaste elnettet mindre og dermed spare endnu mere over tid/på længere sigt, når der så måske ikke er behov for at udbygge elnettet. Lettere sagt end gjort, og trods oplysningskampagner og incitamenter har det haft meget ringe effekt.

Der skal nemlig både hårdere og blødere løsninger til, på en og samme tid. IntelliGrid-projektet består af i alt 5 projektpartnere, heriblandt Forschungs- und EntwicklungsZentrum Kiel GmbH, Fachhochschule Kiel, Roskilde Universitet, GEA-SAT ApS og Attractsoft GmbH, alle med deres unikke erfaringer inden for specifikke teknologiske løsninger. Den hårde (tekniske) udvikling af IntelliGrid-stikket og dets software udvikler Fachhochschule Kiel. Roskilde Universitet bidrager til at forske i forbrugeradfærden og se, hvad der rent faktisk skal til for at overtale forbrugerne til at anvende og blive ved med at bruge produktet. GEA-SAT ApS leverer viden om energisystemets sammenhænge og er entreprenøren med netværket, der sørger for at skabe kontakter og få produktet ud i verden, mens Attractsoft GmbH vil stå for den tekniske backup af projektet og involvere den datadrevne, kunstige intelligens. Sydfyns Elforsyning, Svendborg Kommune, Go2Green og Tisturion er lokale netværkspartnere, som sørger for involvering af det sydfynske lokalsamfund.

Fantasi eller virkelighed – det er dig, der bestemmer!
Det sværeste er dog nok, at det der med grøn energi og et strømforbrug, der kan tilpasses perioder med overskud af grøn energi, ikke kommer til at spare penge for forbrugerne. Lige nu. Det er en langsigtet investering, som vil betyde mindre behov for akut udbygning og vedligehold af elnettet og dermed lavere omkostninger for os alle. Det er bare svært at sælge konceptet om smarte stikdåser til forbrugerne med udelukkende grønne fortællinger, og det er nok endnu sværere at bede folk om at lave om på deres vaner i hjemmet. Noget må der altså gøres.

Her kommer forskningen ind i billedet. Der er nemlig endnu mange uafklarede spørgsmål til, hvordan vi hurtigst kommer derhen, hvor grøn energi og strøm fordeles bedst muligt. Vi ved eksempelvis, at teknologiens udvikling på forbrugermarkedet de sidste 10 år dramatisk har ændret på folks køb og brug af teknologi. Vi ved også, at man kan lave apps, der ændrer på, hvordan folk prioriterer gøremålene i deres hverdag. Hvordan skal man så overtale folk til at anvende /købe smarte stikdåser? Det kan være, at el-selskaberne giver rabat, hvis I køber en IntelliGrid-stikdåse og viser, at I kan bruge den uden fejl i en uge? Måske kan du konkurrere med andre i familien om hvem af jer, der kan sætte opvaskemaskinen til på det bedste tidspunkt? Eller klargøre flest enheder på en uge? Måske ønsker du at få et overblik over, om I er den grønneste husholdning i kvarteret, eller måske i kommunen? Eller også finder du det bare beroligende med et visuelt kort over daglige opgaver med forslag til hvem i husstanden, der er ansvarlige for at få det gjort? Alt dette kan smarte apps hjælpe til med via smartphones eller en overbliksskærm på fjernsynet, og det kan være med til at fjerne modstanden mod at indarbejde apps og fokus på grøn energi. Og det kræver en smart løsning, hvor stikdåserne, dit elselskab og din telefon taler sammen og viser dig en grøn vej, der er fornuftig, langsigtet, sjov og ikke mindst brugbar at gå ad.

Hvordan kan du bidrage til projektet?
Vi har brug for din hjælp. Hvis du selv har fået blod på tanden på at gå fremtiden i møde med åbne arme og måske få en lidt grønnere samvittighed, så kan du deltage i

projektets informationsmøde

i Sydfyns Elforsynings lokaler på Faaborgvej 44, Svendborg,

fredag, den 21. august kl. 15.30 – 18.00

(der vil blive serveret forfriskninger ved arrangementet)
 

Du kan også tilmelde dig til på projektets

Facebook-gruppe (https://www.facebook.com/IntelliGridDK) eller

LinkedIn-gruppe (https://www.linkedin.com/groups/13789922/) eller

tilmelde dig på projektets hovedside: www.IntelliGrid.eu.

Der vil blive afprøvet IntelliGrid-stikdåser over de næste 3 år og afholdt mange events, hvor du kan deltage og høre mere om projektet.
 

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen