Indstil dit projekt til årets arkitekturpris

Igen i år hylder Svendborg Kommune arkitekturen, når kommunens arkitekturråd til oktober uddeler årets arkitekturpris for 42. gang. Ved du, lige præcis hvilken bygning, gade eller plads der fortjener særlig opmærksomhed? Indstil projektet nu! 

Årets arkitekturpris vil traditionen tro gå til et bygningsværk, enten nyopført, tilbygget eller renoveret, der løfter oplevelsen af vores fysiske omgivelser i Svendborg Kommune – i år med fokus på arkitektur under forandring. 

Og netop forandring er der en helt særlig grund til at fokusere på, hvis man spørger formand for Svendborg Kommunes Plan- og Lokalsamfundsudvalget Arne Ebsen:

“Arkitektoniske forandringer er med til at puste nyt liv i vores by- og lokalsamfund og vække stolthed hos borgerne. Ved at transformere eksisterende bygninger og områder skaber vi levende forbindelser til vores historie, samtidig med at vi baner vejen for en tidssvarende og dynamisk fremtid. Forandring, genbrug og udvikling af vores arkitektur er en forvandling med potentialet for en tilpasning og fremtidssikring af vores byggede omgivelser” 

Mere konkret kan det være gamle bygninger og byrum, der får nye formål. Eksperimenter med genbrugsmaterialer. Nye mere bæredygtige materialer, teknikker og formsprog, som er tilpasset en fremtid, hvor ressourcerne svinder ind. For blot at nævne nogle få eksempler. 

Hvem uddeles prisen til? 

Arkitekturprisen uddeles til et nyere udført værk, dvs. en nyopførelse, en tilbygning, en transformation eller en renovering, der er udført inden for de sidste tre år.

Det kan være en bygning, en plads eller en gade. Det kan være et privat eller et offentligt bygningsværk. Og det kan være stort eller småt.

Værket skal kunne opleves fra det offentlige rum og geografisk være beliggende i Svendborg Kommune.

Bygningsværket skal være ibrugtaget inden for 2022-2024. 

Dommerpanelet består af kommunens arkitekturråd, mens Plan- og Lokalsamfundsudvalgets formand, Arne Ebsen, uddeler prisen.

Sådan indstiller du et projekt 

For at indstille et projekt skal du sende os:

  • En adresse på projektet og kontaktperson
  • En kort beskrivelse og begrundelse
  • Fotos
  • Gerne tegningsmateriale – men det er ikke et krav

Send din indstilling på mail til plan@svendborg.dk. Skriv ”Indstilling til arkitekturpris 2024” i emnefeltet.   

Vi skal have din indstilling(er) senest tirsdag den 6. august 2024. 

Prisuddeling på Arkitekturens Dag i oktober 

Svendborg Kommunes arkitekturpris bliver hvert år uddelt på Arkitekturens Dag, som i år falder den 7. oktober.

Arkitekturens Dag er en årligt tilbagevendende international begivenhed, der hylder arkitekturen og dens betydning for byer og lokalsamfund.

I 2024 er temaet for Arkitekturens Dag “arkitektur under forandring”. Læs mere på Arkitektforeningens hjemmeside.

Kontakt

Spørgsmål kan rettes til byplanlægger Anne Kristine Wesselhoff på tlf.: 29 67 94 85 eller på mail: anne.kristine.wesselhoff@svendborg.dk.

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top