Over 400 deltagere var fredag aften samlet til PRISFESTEN 2023 for at hylde nominerede og prismodtagere af årets ni priser.
En regn af guldkonfetti. Intet mindre kunne gøre det, da Svendborg Kommunes ni idræts-, kultur-, og spejderpriser blev uddelt fredag aften ved et brag af en fest i ”Koncerten” på Ollerup Efterskole. I den fyldte sal sad borgere side om side med politikere, foreninger og kulturaktører, som alle var mødt talstærkt op for sammen at hylde kommunens spirende talenter, ildsjæle, ekstraordinære indsatser og stærke samarbejder.
Prisvinderne blev afsløret én efter én under det to timer lange show, hvor bl.a. SNUK koret, ABSURD, I septembers spor og husorkesteret Svend Band stod for den musikalske underholdning.
Unge lokale talenter krydrede de musikalske indslag med et forrygende dansemedley med SG’s Hip Hop og SG’s Ballet hold samt lyriske smæk fra de unge poetry teamslammere Röskva Erlúrdotti Linnet, Asger Boesgaard Falgren og Martha Bloch Brun.
Til at uddele priserne var indbudt samarbejdspartnere og politikere, som på hver deres måde fik udløst spændingen og overrakt priserne til de glade prismodtagere.
Mere end bare en prisfest
Til at styre slagets gang var to meget oplagte værter, parret Christine Astid og Mikkel Schrøder fra Rottefælderevyen. Deres opgave var blandt andet at begrunde overfor de 26 nominerede, hvorfor de var indstillet til de fornemme priser. Prisfesten handler ikke om at udpege vindere eller tabere, men det handler om at blive anerkendt, mener formand for Kultur- og fritidsudvalget, Hanne Ringgaard Møller, som blandt andet havde fornøjelsen af at uddele Årets Kulturpris:
-Prisfesten er en hyldest til fællesskabet og alle de frivillige, der hver dag året rundt er med til at skabe spændende aktiviteter, udviklende fællesskaber og unikke oplevelser for borgere. De mange ildsjæles engagement, kreativitet og energi er afgørende for Svendborgs sprudlende idræts-, kultur- og spejderliv, derfor er der blevet lagt mange kræfter i at gøre denne aften unik – som tak for indsatsen, siger Hanne Ringgaard Møller.
Prismodtagerne ved PRISFESTEN 2023
ÅRETS KULTURPRIS 2023
Thomas Sjølander, Danmarks Kostumarium
ÅRETS KULTURFÆLLESSKAB 2023
SNUK – Svendborg Ny Ungdomskor
ÅRETS KULTURTALENTPRIS 2023
Ellen Vognsgaard Brunsbjerg, klassisk violinist
ÅRETS SPEJDER/FDF KNOKLER 2023
Christian Uggerby, Inca Spejderne
ÅRETS SPEJDER/FDF LEDER 2023
Sune Lundø Sørensen, Christiansmindespejderne
ÅRETS IDRÆTSLEDER 2023
Ib Oldrup, Thurø Sejlklub
ÅRETS IDRÆTSFORENING 2023
SG Atletik
ÅRETS IDRÆTSTALENT
Buster Højland Andersen, Svendborg Judoklub
ÅRETS FOLKEOPLYSENDE FRIVILLIGPRIS 2023
Calle Hulthin Sørensen, Svendborg Sunds Sejlklub og Thurø Sejlklub