Efter ønske fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget blev der i 2023 igangsat et arbejde med at udforme en masterplan for det sociale område – for borgere over 18 år med fysiske, psykiske og/eller sociale udfordringer.
Masterplanen sætter politisk retning for, hvordan det sociale område i Svendborg Kommune skal udvikle sig frem mod 2027.
For Senior-, Social- og Sundhedsudvalget er det vigtigt at involvere bredt. Derfor har borgere, frivillige foreninger, faglige organisationer, råd og andre vigtige samarbejdspartnere været med i udarbejdelsesprocessen – fra idéudvikling til udarbejdelse af de enkelte afsnit i masterplanen.
Der har været særligt fokus på at involvere borgerne. Borgerinvolvering er sket på forskellige måder – helt fra den spæde start i forhold til, hvilke temaer masterplanen skulle indeholde, undervejs i skriveprocessen og til sidst, hvor en gruppe borgere har læst og givet input til forståelsen af teksten i masterplanen. Desuden har der blandt andet været afholdt dialogmøder med borgere i udvalgte tilbud for også at inddrage dem, som havde behov for, at mødet foregik i deres vante rammer.
Masterplanen sendes nu i offentlig høring forud for den videre politiske behandling, så alle interesserede kan afgive høringssvar til det første udkast til en masterplan (se vedhæftet bilag).
Det forventes, at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget behandler det endelige udkast til masterplanen på udvalgsmødet den 2. april 2024.
Høring
Høringssvar sendes til mailadresse: social@svendborg.dk
Høringsfristen er onsdag den 22. februar 2024.
Kontakt konsulent Alma Harkjær på mobilnummer 24 88 66 50, hvis du har spørgsmål vedrørende høring.