Med en ny udviklingsstrategi har kommunalbestyrelsen sat retningen for, hvordan Svendborg Kommune skal udvikle sig frem mod 2035.
Tirsdag aften hævede politikerne i Svendborg Kommune kortvarigt blikket fra de forestående budgetforhandlinger, da de vedtog en vision for fremtidens Svendborg – byen såvel som lokalområderne.
”Jeg er glad for, at det på trods af de besparelser, vi skal bruge den kommende tid på at forhandle om, er lykkedes kommunalbestyrelsen at blive enige om en vision, der rækker mere end et årti ud i fremtiden. Hvis vi skal fortsætte den positive udvikling, som vi på mange måder oplever i disse år med øget tilflytning, investeringer og arbejdspladser, er det nemlig helt afgørende, at vi har nogle tydelige pejlemærker at sigte efter, når vi prioriterer – og det giver visionen os,” udtaler borgmester Bo Hansen.
Fra mere til bedre
Svendborg Kommune har allerede en stærk forankring som Cittaslow-kommune med værdier som kvalitet, omtanke og lokale særpræg i centrum, og det er det fundament, udviklingsstrategien bygger videre på.
Det gør den med en vision om, at vi skal gøre det vigtigste bedre i stedet for at stræbe efter mere. Derfor tager udviklingen af fremtidens Svendborg afsæt i dét, svendborgegnen allerede er – eller har potentiale til at blive – rigtig god til:
- Naturen – som ramme om det gode liv
- Det maritime – som både erhverv og kulturarv
- Kultur og bevægelse – som en integreret del af det gode liv
- Uddannelse – som giver plads til udsyn og indsigt
- Turisme – som porten til øhavet.
De fem styrker er grundlaget for en række konkrete signaturprojekter, der tæller alt fra en geohavnepark på Svendborg Havn til en ”kulturcamino”, der forener byen og lokalområderne samt natur og kultur gennem både gamle og nye ruter.
En vision med bred forankring
Idéerne til signaturprojekterne kommer blandt andet fra borgere, lokale foreninger, virksomheder og kulturaktører, der har engageret sig i arbejdet med strategien.
”Strategien er kommunalbestyrelsens vision, men den ikke er blevet til for lukkede døre i rådhussalen. Tværtimod. Takket være en ihærdig indsats fra lokale foreninger, kulturaktører og erhvervslivet samt ikke mindst de mange borgere, der går op i vores fælles sted, har vi en bredt forankret udviklingsstrategi, som rigtig mange kan se sig selv i – og endnu vigtigere vil være med til at gøre til virkelighed,” udtaler Bo Hansen.
Netop den lokale opbakning er også en afgørende forudsætning for, at initiativerne i udviklingsstrategien kan realiseres. Det kan de fleste af dem nemlig kun blive i samarbejde med lokale aktører og andre samarbejdspartnere, ligesom en del også afhænger af ekstern finansiering.
”Hvis vi kun tør drømme om det, vi kan finansiere her og nu, tror jeg, at vi på den lange bane får et fattigere Svendborg. Når det er sagt, kan vi – naturligvis – ikke udvikle os uden at have trygge daginstitutioner, værdig ældrepleje, solid CO2-reduktion og andre essentielle vilkår på plads. Derfor vil jeg også gerne understrege, at udviklingsstrategien ikke er en færdig køreplan, men en vision, vi vil arbejde for at realisere hen ad vejen,” udtaler Bo Hansen.
Det er planen, at udviklingsstrategien løbende skal opdateres og tilpasses nye behov, ønsker og økonomi – første gang i 2026.
Hent udviklingsstrategien her, og læs mere om både styrkepositioner og signaturprojekter.