Første spadestik til det nye børnehus på Thurø

Byggeriet af det første nye børnehus i Svendborg Kommune i 7 år blev onsdag sat i gang på festlig manér af de selv samme børn, der rykker ind i huset som nogle af de første til næste sommer.

Onsdag var en stor dag på Thurø, hvor første spadestik til det kommende børnehus på Eriksholmsvej skulle tages.

Det foregik på festlig manér med taler, børnekor og fællessang for både børn, medarbejdere og ledere fra kommunens dagtilbudsområde og tekniske område, folkene bag byggeriet, udvalgsformanden for Teknik og Miljø samt lokale repræsentanter, der var mødt op for at fejre milepælen.

”Det er ikke hver dag, vi bygger et børnehus. Faktisk er det første gang, siden vi byggede Humlebien i Svendborg by i 2016. Men det er også helt nødvendigt. Svendborg er populær som aldrig før. Vi er tæt på at runde de 60.000 indbyggere. Og rigtig mange af de børnefamilier, der kommer, vælger at bosætte sig på Thurø,” lød det blandt andet i en tale fra formand for Teknik- og Miljøudvalget Jesper Kiel, der traditionen tro skulle føre spaden. 

Dén opgave havde kommunen dog inviteret et helt særligt byggesjak til at hjælpe ham med, nemlig et purungt hold fra Skårup, der i en meget ung alder har opbygget stor erfaring inden for gravearbejde. Udvalgsformanden, der nok kunne imponere med en nypoleret spade i stål, måtte derfor også hurtigt se sig overgået af de unge hjælpere og deres moderne plastikskovle – i hvert fald nåede de i fællesskab et pænt stykke med udgravningen til børnehusets fundament.

Når børnehuset til næste sommer står færdigt, kan de unge hjælpere – der altså til dagligt går i børnehave i Skårup Skovmølle, hvis nogen skulle være i tvivl – ved selvsyn konstatere, om byggeriet lever op til forventningerne. De bliver nemlig nogle af de første til at rykke ind i det nye børnehus.

Fremtidens børnehuse på Thurø byder på flere og bedre pladser 

At det lige netop er på Thurø, at der bliver bygget et nyt børnehus, er ikke nogen tilfældighed.

Fordi der allerede er mangel på pladser på øen i dag, har det eksisterende børnehus på Thurø fået en midlertidig afdeling i Skårup Skovmølle. Desuden har børnehuset – udover hovedhuset på Gambøtvej – en afdeling på Bergmannsvej, hvor de fysiske rammer ikke er optimale.

For at kommunen fortsat kan imødekomme pladsgarantien, og for at det fortsat skal være muligt at tilbyde plads på Thurø til øens børn i ordentlige rammer, blev der derfor i budgettet for 2022 afsat et anlægsbudget til et nyt børnehus.

Og netop udsigten til at få både flere og bedre dagtilbudspladser til øens mange børn vækker glæde hos Mai-Britt-Strøm, der er dagtilbudsleder for Østerdalen, herunder både det eksisterende og det kommende børnehus:

”I dag har vi taget det første spadestik til et nyt børnehus. Med det nye børnehus får vi to børnehuse på Thurø – det nuværende børnehus på Gambøtvej og det nye børnehus på Eriksholmvej. Med det nye børnehus får vi flere, men også bedre, dagtilbudspladser. Bygningen på Bergmannsvej glæder vi os til at få afviklet – den er slidt og ikke længere tidssvarende. Det bliver godt for børnene og medarbejderne at få nogle gode fysiske rammer,” fortalte hun i sin tale på dagen.

I talen sendte Mai-Britt Strøm også en kærlig hilsen til øens kommunale dagplejere, der også får opfyldt et stort ønske om bedre fysiske rammer, når de kan flytte heldagslegestuen fra huset på Bergmannsvej til det nye børnehus.

Mens huset på Bergmannsvej ikke længere skal være børnehus, er planen, at andre børnehuse skal kunne benytte Skårup Skovmølle.

Hvad skal barnet hedde?

I fremtiden vil der altså være to børnehuse på Thurø: det nybyggede på Eriksholmsvej og det eksisterende på Gambøtvej – og med omorganiseringen følger også et navneskifte.

Men hvad skal Thurøs to børnehuse så hedde?

Det kommer der snart nyt om – og indtil da kan du overveje, hvad der særligt kendetegner Thurøs geologi, natur og historie.

Følg med på Svendborg Kommunes hjemmeside og Facebook, hvor vi løbende opdaterer om byggeriet, opskrivning og meget mere.

Kort og godt

  • Børnehuset kommer til at rumme 14 vuggestuepladser, 100 børnehavepladser og heldagslegestue for dagplejen.
  • Bygningen får en funktionel indretning, så det opfylder mange forskellige behov. Det får store udhæng, der giver skygge i solskin og tørvejr for regnen, og desuden store vinduespartier, så børnene kan følge med i årstiderne.
  • Børnehuset bliver bygget i træ, får varmepumpe og solceller og desuden certificeringen DGNB, der lægger vægt på bæredygtighed i bred forstand.
  • 1150 kvadratmeter til børn og personale. Det bliver et stort hus, der alligevel kommer til at føles lille, når der helt konkret etableres separate indgange til grupperummene og arbejdes med små læringsmiljøer ud fra princippet ”det lille i det store”.
  • Nærmiljøet kan bruge p-plads og legeplads uden for åbningstiden. 
  • Planlagt åbning til august 2024. Opskrivning fra efteråret 2023.

 

 

 

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top