Svendborg Kommune opsætter offentlig tilgængelig ladeinfrastruktur på 36 kommunale lokationer i Svendborg by, Ollerup, Vester Skerninge, Stenstrup, Gudme, Skårup og Hesselager inden 2025.
I 2030 vil der være mere end 11.000 elbiler i Svendborg Kommune. Og de skal kunne lades, uanset om man har sin egen garage eller ej, og om man bor i byen eller en af landsbyerne.
Inden 2025 vil Svendborg Kommune derfor opsætte ladestandere på 36 kommunale lokationer. Ikke kun i Svendborg by, men på tværs af hele kommunen, lige fra Hesselager over Stenstrup til Vester Skerninge. Som ladeinfrastrukturen er i dag, kører man nemlig i store dele af kommunen forgæves, hvis man skal lade sin elbil op.
Én ud af fem har ikke mulighed for at etablere hjemmeladning
Samtidig er det ikke alle borgere, der har mulighed for at etablere en hjemmeladestander på egen grund, hvilket ellers for mange er en oplagt løsning. Omtrent én ud af fem er således mere eller mindre afhængige af den offentligt tilgængelige ladeinfrastruktur.
Det kan være, fordi de bor i en bolig, typisk i en andels-, ejer- eller boligforening, hvor de parkerer på fælles parkeringsarealer og derfor har brug for, at en forening beslutter at opsætte fælles ladestandere. Eller det kan være, fordi de parkerer på offentlig vej.
Desuden er veldækkende ladeinfrastruktur med god dækning nødvendig for både pendlere og turister.
Behov for mere end 100 offentligt tilgængelige ladestandere
Alt i alt vil der i 2030 være behov for omkring 110 offentligt tilgængelige ladestandere, afhængigt af om der er tale om hurtigladere eller normalladere. I dag findes der 36 normalladere og fem hurtigladere, som primært er placeret i Svendborg by.
Med de 36 kommende ladestandere er Svendborg Kommune altså godt på vej til at gøre hverdagen lidt nemmere for borgerne – og ferien ligeså for turisterne.
Ladestanderne vil blive placeret ved blandt andet kommunale p-pladser, skoler, plejecentre og idrætshaller på lokationer, hvor der i dag er huller i ladedækningen, og de vil blive drevet af private ladeoperatører, som er udvalgt på baggrund af offentlige udbud.
Opsætningen af de offentlige ladestandere sker i fire etaper, hvor den første etape allerede er etableret i sommeren 2023. De resterende etaper udrulles i løbet af 2024 og 2025. Derefter vil en ny behovsanalyse danne grundlag for den videre udrulning.
Stort klimaaftryk fra personbiler
Udbygningen af den offentlige ladeinfrastruktur er en del af kommunens Klimahandleplan 2022, der har som mål at gøre kommune klimaneutral senest i 2050. En vigtig forudsætning for at nå det mål er, at flere både borgere og virksomheder skifter de fossildrevne biler ud med elbiler. Især personbilerne, som står for mere end tre fjerdedele af den samlede CO2-udledning fra vejtransporten i Svendborg Kommune.
Læs mere
Se kort over ladestandere i hele Danmark her.
Se alle de 36 lokationer, hvor kommunen opsætter nye ladestandere, her.