Baggrund
Kommunalbestyrelsen besluttede d. 28.06.2022 at godkende og offentliggøre forslag til lokalplan 680 og kommuneplantillæg 2021.04 for et nyt område til offentlige formål på Thurø.
Plangrundlaget har efterfølgende været sendt i offentlig høring i 8 uger, og der har været afholdt et lokalt borgermøde på Thurø.
Der er i perioden indkommet 48 høringssvar.
Størstedelen af høringssvarene omhandler det trafikale projekt ved Brovejen.
Derudover er der modtaget enkelte høringssvar med fokus på sammenhængen til det øvrige rekreative område og ønsket om alternativ placering for børnehuset.
Høringssvarene har givet anledning til en mindre ændring af lokalplanen i forhold til kravet om genbeplantning af det levende hegn langs Eriksholmsvej. Se nærmere beskrivelse i hvidbogen, som er vedhæftet nedenfor.
Administrationen har vurderet, at der er tale om en mindre tilpasning, der ikke giver anledning til fornyet høring.
Kommunalbestyrelsen har endelig vedtaget plangrundlaget d. 31.10.2022. Beslutningen kan findes nederst på siden eller via følgende link (se punkt 4), hvor det også er muligt at finde den samlede hvidbog med samtlige høringssvar i fuld længde.
Trafikprojekt ved Brovejen
Den trafikale løsning ved Brovejen indgår ikke som en del af plangrundlage, da det ligger på offentligt vejareal. Der kører en særskilt proces herfor, som har været behandlet i Teknik – og Miljøudvalget. Du kan finde den politiske behandling af den trafikale løsning ved at trykke her. (Se under punkt 8).
Det trafikale projekt ved Brovejen er ikke indholdt i nærværende plangrundlag, og der kan derfor ikke klages over beslutningen, som henvises til i ovenstående link.
Klagemulighed
Enhver med retlig interesse i sagens udfald kan klage til Planklagenævnet inden 4 uger efter, at planerne er offentligt annonceret.
Se klagevejledning her på Nævnenes Hus.
Hvis du vil have kommunens eller Planklagenævnets afgørelse behandlet af en domstol, skal dette ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt eller annonceret.
Klagevejledning
Du klager via Klageportalen, som du finder et link til her.
Klageportalen ligger også på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til Svendborg Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Svendborg Kommune i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 900 for privatpersoner og kr. 1.800 for virksomheder og organisationer. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Svendborg Kommune. Vi videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Anmodningen sendes til: plan@svendborg.dk eller Svendborg Kommune, Byg og Byduvikling, Frederiksø 4A, 5700 Svendborg.
Prøvelse ved domstolene
Hvis du vil have kommunens eller Planklagenævnets afgørelse behandlet af en domstol, skal dette ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt eller annonceret.