Offentlig høring af forslag til lokalplan 552 – tillæg 1
Plan- og Lokalsamfundsudvalget har d. 14. juni 2022 besluttet, at forslag til lokalplan 552, tillæg 1 skal udsendes i offentlig høring.
Planen giver mulighed for mindre ændringer i forhold til det eksisterende plangrundlag.
Planen kan ses som bilag nederst på siden, alternativt ved henvendelse til Byg og Byudvikling i Svendborg Kommune.
Høringsperiode
Planforslaget er i høring i perioden fra d. 20. juni 2022 til og med den 18. juli 2022.
Har du indsigelser, bemærkninger eller ændringsforslag kan du sende dem til:
- via den digitale lokalplanvisning (benyt megafonen til venstre og udfyld formularen),
- eller pr. brev til Byg og Byudvikling, Frederiksø 4A, 1. sal, 5700 Svendborg
Dit høringssvar vil blive offentliggjort med det samme i den digitale lokalplansvisning og vil ligeledes blive offentliggjort i forbindelse med Plan – og Lokalsamfundsudvalgets endelige vedtagelse af lokalplanen.
Om planen
Planen giver mulighed for at fastholde områdets eksisterende vejforløb og tilpasse områdets fremtidige disponering og udstykning som følge heraf. Etageantallet reduceres fra maksimalt 2 etager til maksimalt én etage med udnyttelig tagetage. Der foretages desuden en række mindre konsekvensrettelser af administrativ karakter med henblik på at lette den efterfølgende administration af plangrundlaget.
Miljøvurdering
Svendborg Kommune har foretaget en screening af planforslagene i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Konklusionen på screeningen er, at planerne ikke forventes at medføre en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal udarbejdes en miljørapport.
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet (link til: https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/) inden fire uger fra den offentlige bekendtgørelse, hvilket vil sige frem til og med d. 18. juli 2022.
Afgørelsen med klagevejledning kan ses som bilag nederst på siden.
Midlertidige retsvirkninger
Indtil lokalplanforslaget er endeligt vedtaget, gælder der midlertidige retsvirkninger. Det betyder, at ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke må bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for at foregribe den endelige plans indhold.
Lokalplanens midlertidige retsvirkninger gælder i højst 1 år. Kommuneplanen er ikke direkte bindende for ejere og brugere af ejendomme. Kommunalbestyrelsen kan dog efter planlovens § 12 udstede forbud mod udstykning og bebyggelse i strid med rækkefølgebestemmelserne (stk. 2) og forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse i strid med rammebestemmelserne (stk. 3).
Spørgsmål
Har du spørgsmål, kan du kontakte planlægger Katrine Secher-Hansen på tlf. 30175059 eller katrine.secher-hansen@svendborg.dk.