Blandet bolig- og erhvervsområde samt boligområde ved Odensevej

Offentlig høring af forslag til lokalplan 677

Plan- og Lokalsamfundsudvalget har d. 5. april 2022 besluttet, at forslag til lokalplan 677 skal udsendes i offentlig høring.

Lokalplanen giver mulighed for at omdanne området ved Odensevej fra et erhvervsområde til blandet bolig- og erhvervsområde samt et boligområde. 

Lokalplanforslaget kan ses som bilag nederst på siden, på Plandata (link: https://planinfo.erhvervsstyrelsen.dk/plandatadk) eller ved henvendelse til Planafdelingen i Svendborg Kommune.

 

Høring

Lokalplanforslaget er i høring i perioden fra d. 11. april 2022 til og med d. 10. maj 2022.

 

Har du indsigelser, bemærkninger eller ændringsforslag kan du sende dem til: 

plan@svendborg.dk

Plan og Udvikling, Frederiksø 4A, 1. sal, 5700 Svendborg

 

Alle indkomne høringssvar indgår i Plan- og Lokalsamfundsudvalgets endelige behandling af planen. Alle høringssvar i deres fulde længde med afsender vil fremgå af det offentlig dagsordenspunktet.

 

Borgermøde

Svendborg Kommune afholder borgermøde om planen d. 27. april kl. 17.00 – 18:30 i rådhusets kantine på Svendborg Rådhus, Ramsherred 5. 3. sal, 5700 Svendborg.

Tilmelding er ikke nødvendigt.  

 

Om lokalplanen

Lokalplanen er inddelt i to delområder; delområde A og delområde B. Delområde A må kun anvendes til boliger i form af tæt-lav boligbebyggelse eller erhverv i form af kontor- og serviceerhverv, tankstation og publikumsorienteret serviceerhverv med tilhørende sekundære bygninger, parkering, fælles fri- og opholdsarealer samt interne veje og adgangsveje.

Delområde B må kun anvendes til boliger i form af tæt-lav boligbebyggelse med tilhørende sekundære bygninger, parkering, fælles fri- og opholdsarealer samt interne veje og adgangsveje.

Ny bebyggelse må opføres i maksimalt 1 etage i en højde på maksimalt 6,5 meter. Bebyggelsesprocenten er 45 beregnet ud fra den enkelte grund.

Bebyggelse skal opføres som muret byggeri og fremstå som blank mur, pudset, filset eller vandskuret. En mindre del af bebyggelsen må opføres i træ eller metal for at skabe en variation i bebyggelsen. Facader skal fremstå i sort, hvid eller farver i jordfarveskalaen. For boligbebyggelse gælder, at der ved minimum hver 3. bolig, skal være et facadespring på min. 0,5 meter. Vinduer og døre skal være udført i hvid, sort eller farver i jordfarveskalaen.

Tage skal være udført som sadeltag, med ensidig taghældning, valmet eller fladt tag. Taghældningen må maks. være 45°. Tage skal udføres i enten tagsten i sort eller rød, sedum eller tagpap i sort. Tage på sekundær bebyggelse må desuden udføres i plast eller glas.

For bebyggelse til erhverv gælder, at mindst 30 % af facadens længde ud mod Odensevej skal bestå af vinduer.

Lokalplanen stiller krav om, at området skal begrønnes. Der skal plantes græs og træer på de fælles fri- og opholdsarealer samt træer i forbindelse med parkeringspladserne. Såfremt der etableres regnvandsbassiner på de fælles fri- og opholdsarealer, så skal de indgå som et væsentligt rekreativt element.

Lokalplanen indeholder en byggelinje mod Margrethelund, og ny bebyggelse skal placeres vest for byggelinjen. Dette er for at sikre, at der er minimum 30 meter mellem ny bebyggelse og Margrethelund.

Lokalplanområdet er omfattet af eksisterende plangrundlag. Ved den endelige vedtagelse af lokalplanen vil plangrundlagene blive aflyst for den del, som omfatter lokalplanens område. Dog vil lokalplan nr. 001.290, Facade og skilte lokalplan vil fortsat være gældende.

 

Miljøvurdering 

Svendborg Kommune har foretaget en screening af lokalplanforslaget i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).   

Konklusionen på screeningen er, at planen ikke forventes at medføre en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal udarbejdes en miljørapport.

Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet (link til: https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/)  inden fire uger fra den offentlige bekendtgørelse, hvilket vil sige frem til og med d. 10. maj 2022. 

Afgørelsen med klagevejledning kan ses som bilag nederst på siden.   

 

Midlertidige retsvirkninger

Indtil lokalplanforslaget er endeligt vedtaget, gælder der midlertidige retsvirkninger. Det betyder, at ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke må bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for at foregribe den endelige plans indhold.

Lokalplanens midlertidige retsvirkninger gælder i højst 1 år.

 

Spørgsmål

Har du spørgsmål så kontakt planlægger, Katrine Secher-Hansen på tlf. 30175059 eller katrine.secher-hansen@svendborg.dk.

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top