Pressemeddelelse
Nu er det igen muligt at gå på biblioteket og låne materialer, få hjælp til litteratursøgning, slå sig ned med avisen, fordybe sig i studierne eller hygge sig med ungerne i Børnebiblioteket. Lokalbibliotekerne holder åbent for besøg på de dage, hvor der almindeligvis er bemandet betjening, mens Hovedbiblioteket i Svendborg er vendt tilbage med almindelige åbningstider.
På Hovedbiblioteket, hvor der siden 16. december 2020 har været nødåbent for afhentning af reserverede materialer, hilser biblioteksleder Berit Sandholdt Jacobsen genåbningen velkommen:
”Vi har glædet os meget til at få lånerne tilbage i deres biblioteker. Vi har savnet jer og hylderne bugner af god litteratur og andre gode tilbud til alle de mange kulturhungrende svendborgensere i alle aldre. Vi glæder os til at lægge hus til samtaler, børnefamilier og alle de uformelle møder mellem mennesker igen” forsikrer hun.
Bibliotekslederen håber ikke at kravet om coronapas for de 15+årige vil være for stor en forhindring for byens borgere.
”Biblioteket er til for alle, så vi håber at passet hurtigt bare bliver en del af den nye hverdag for os alle sammen, så vi gradvis kan åbne mere op.” siger hun.
På bibliotekets hjemmeside har du adgang til mere information om brugen af coronapasset. Bl.a. ligger der en række små film, som viser hvordan du finder dit coronapas hvis du hhv. har en negativ test, er færdigvaccineret eller, hvis du tidligere har været smittet med covid19.
Se åbningstider for Svendborgs biblioteker på www.svendborgbibliotek.dk .