Unge kan fortsat komme i Mental Topform i Sønderborg Kommune

Mental Topform er en klassebaseret indsats, hvor alle elever i de deltagende klasser gennemfører forløbet. Undervisningen varetages af sundhedskonsulenter fra Sundhedscentrets Ungeteam og har blandt andet til formål at fremme elevernes forståelse af og evne til at opretholde god mental sundhed og forebygge mental mistrivsel.
 
Mental Topform på ungdomsuddannelserne har i perioden august 2022-maj 2024 været en succes. Det viser en evaluering af indsatsen, der er en del af ”Indsatser til fremme af mental sundhed for unge i Sundhedscenteret” i Sønderborg Kommune.
 
Resultaterne viser, at:
60 pct. af eleverne har opnået en betydelig grad af ny viden.
50 pct. af eleverne er blevet bevidste om egen mental sundhed.
46 pct. af eleverne har fået redskaber til at arbejde med egen mental sundhed.
Evalueringen er baseret på 9 forløb med i alt 215 elever.
 
På baggrund af evalueringen fortsætter Mental Topform, som forankres i UngeLiv, der er et veletableret samarbejde med ungdomsuddannelserne.
 
Det glæder formand for Sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, Didde Lauritzen.

– Der er fortsat behov for indsatser på området, for der er en del unge, der har det svært. Resultaterne fra Mental Topform viser, at forløbet er med til at styrke de unges mentale trivsel, og derfor skal vi i Sønderborg Kommune selvfølgelig tilbyde relevante forløb for unge. Samtidig sker det i et tæt samarbejde med ungdomsuddannelserne, og på den måde opfylder vi en del af målsætningen om bedre mental trivsel hos unge, siger hun. 

Næstformand for Sundhedsudvalget, Bo Kleis Christensen, er enig.

 – Evalueringen viser positive resultater, og eleverne fremhæver, at de særligt har opnået betydningsfuld viden, indsigt og handlekompetence. Det er særligt inden for områder som søvn, prioritering af tid, bevidst refleksion omkring det meningsfulde i eget liv, meditation, selvtillid og anerkendelse, selvindsigt og nye, positive vinkler på relationer. Derfor giver det mening at fortsætte med indsatsen Mental Topform, siger han. 

Mental Topform udgør Sønderborg Kommunes første indsatstrin i en samlet gradueret indsats med fokus på mental sundhed for unge. Det næste trin består af stresshåndteringskurset, Åben og Rolig, som henvender sig til unge med symptomer på stress. Sidste trin er de individuelle samtaleforløb, Gratis Psykologhjælp til Unge, på Sundhedscentret.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top