Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst i Sønderborg Kommune fortsætter den tætte dialog med det lokale erhvervsliv i 2025. Der er i forvejen planlagt flere morgenmøder på Rådhuset, som sætter fokus på erhvervsudviklingen i området, og derudover tager udvalget på planlagte virksomhedsbesøg forud for årets 10 udvalgsmøder.
Besøgene hos Sønderborg-områdets virksomheder har fundet sted i de seneste tre år, men modsat tidligere år udvælges rækken af virksomhedsbesøg i 2025 specifikt med udgangspunkt i målene formuleret i Masterplan for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst.
I Masterplanen er der et konkret mål om 2.000 flere arbejdspladser i 2030, og derfor vil udvalget nu besøge virksomheder med det forventede største vækstpotentiale for at høre mere om, hvad de forventer i forhold til vækst i antallet af arbejdspladser.
Formanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Kjeld Stærk, ser frem til virksomhedsbesøgene i 2025:
– Det er vigtigt for os at fortsætte den tætte dialog, som virksomhedsbesøgene giver os mulighed for. I år sætter vi ekstra fokus på virksomheder, hvor det forventes, at der skabes flere jobs. Det er helt i tråd med målene i vores masterplan, hvor vi ønsker at synliggøre Sønderborg Kommune som et attraktivt sted at arbejde samt etablere og drive virksomhed. Med besøgene kan vi derfor skabe en synergi mellem kommende arbejdspladser, uddannelsesmuligheder i området og indsatser rettet mod tilflyttere.
Næstformanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Bjørn Allerelli Andersen, vil også gerne høre nærmere om virksomhedernes erfaringer med kommunen:
– Gennem de sidste tre års virksomhedsbesøg har Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst været helt tæt på Sønderborg-områdets virksomheder og lyttet til ris og ros. Det er vigtigt for os at være i dialog med erhvervslivet på tværs af brancher og virksomhedsstørrelser, så indsatser på erhvervsområdet kan ramme plet. Samtidig vil vi selvfølgelig gerne høre, hvordan Sønderborg Kommune kan yde en endnu bedre erhvervsservice.
De tidligere virksomhedsbesøg er blevet valgt ud fra kriterier som brancher, geografisk beliggenhed og virksomhedsstørrelse, som sikrede, at udvalget besøgte en bred pallette af virksomheder i kommunen.
Det første virksomhedsbesøg i 2025 finder sted d. 6. marts.