Tomt butikscenter forvandles til 46 boliger

Tomt butikscenter forvandles til 46 boliger

Selv om Ulkebøl-Centret kun er 50 år gammelt, er dets tid som butikscenter omme. Nu forvandles det til et område med tæt-lavt boligbyggeri, fælles gårdsplads med små haver og et fællesareal for bebyggelsens beboere.

Da Ulkebøl-Centret åbnede i 1972, bød det på en bred vifte af butikker og servicefunktioner som dagligvarebutik, grillbar, bibliotek, frisører, banker og posthus. Omkring 25 år senere begyndte butikkerne af lukke eller flytte væk, og i 2018 lukkede de to sidste funktioner – Dagli’ Brugsen og biblioteket.
 
– Lige siden, men faktisk også før, begyndte centret at se lidt trist ud. Derfor er vi utroligt glade for, at der nu er et ejendomsfirma, som har købt centret, børnehaven og p-pladsen med henblik på at ændre det til 46 boliger. Der er mere efterspørgsel på tæt-lavt byggeri i kommunen, end udbuddet er til, så der er ingen tvivl om, at der står borgere på spring for at bo i de nye boliger, siger Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune.
 

Udvalget har netop godkendt et lokalplanforslag, som fastlægger rammerne for, hvordan området må bebygges – dvs. med 41 tæt-lave boliger på centerområdet og fem boliger i den tidligere børnehavebygning. Bygningerne må kun være i én etages højde. Lokalplanforslaget skal endeligt godkendes af Byrådet. Kommuneplanen gav i forvejen mulighed for tæt-lavt boligbyggeri i området, så det har ikke været nødvendigt at udarbejde et kommuneplantillæg.
 
– Det bliver et rigtig godt løft til området, at det tomme center erstattes af boliger og udearealer med liv. Det er naturligt, at der nu kommer boliger på arealet, da der også er boliger stort set hele vejen uden om, siger Teknik- og Miljøudvalgets næstformand, Stefan Lydal.
 
Lokalplanforslaget har været i offentlig høring. Som en del af offentlighedsfasen blev der den 2. september holdt et borgerinformationsmøde, hvori 15 deltog. Der er ikke kommet nogen høringssvar i høringsperioden.

https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/214d24f1-8b70-48e0-82d3-1fcfc9be32f8.jpg

Kontaktinformation:

Udvalgsformand Aase Nyegaard, tlf. 27 90 02 17, mail: any@sonderborg.dk
Næstformand Stefan Lydal, tlf. 27 90 37 18, mail: sly@sonderborg.dk
Plan- og myndighedschef Sille M. Dall, tlf. 27 90 54 59, mail: smar@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top