Sygefraværet faldt fra 14,7 dage i 2022 til 13,9 dage i 2023 i Sønderborg Kommune. Det viser data fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL). Opgørelsen viser også, at Sønderborg Kommune placeres som nummer 19 på listen over alle landets kommuner.
Det glæder borgmester, Erik Lauritzen.
– Opgørelsen er vigtig for os, for den siger noget om, at vi efter nogle gårde år med corona, sparerunde med mere er på rette vej med et lavere sygefravær i Sønderborg Kommune. Det er vigtigt, at vi er en god og attraktiv arbejdsplads, så vi kan tiltrække relevant arbejdskraft. Et laver sygefravær betyder også, at vi kan levere mere service til borgerne, så det er også rigtig godt, siger han.
Arbejdsmiljøindsatsen i Sønderborg Kommune arbejder med datadrevet udvikling af indsatser til nedbringelse af fravær og arbejdsskader. Den overordnede indsats i organisationen 2024 er fortsat at styrke den psykologiske tryghed på arbejdspladsen.
I 2023 havde en gennemsnitlig fuldtidsansat i landets kommuner 14,8 sygedage mod 13,9 i Sønderborg Kommune.
– At vi ligger pænt under landsgennemsnittet på sygefravær er meget tilfredsstillende. Også at vi klarer os godt i forhold til de andre sønderjyske kommuner og Esbjerg. Det viser, at vores fokus på at skabe en god arbejdsplads kræver hårdt arbejde – for nu at tale i billedsprog – da det er en vedvarende proces for at skabe så gode rammer for medarbejderne som muligt, siger Stephan Kleinschmidt, første viceborgmester.
Også i sammenligning med de fire sønderjyske kommuner og Esbjerg Kommune ligger Sønderborg Kommune godt med. I Tønder er fraværsprocenten også på 13,9, den er 14, 1 i Esbjerg, 14,6 i Aabenraa og 15,3 i Haderslev.