Stort boligområde centralt i Sønderborg er klar til udvikling

Hele matriklen på Skovvej 2 og 4 i Sønderborg bliver nu sendt i genudbud af Sønderborg Kommune. Området er blevet ledig, da kommunens materialegård er flyttet til Drift og Beredskab Sønderborg på Ingolf Nielsens Vej.
 
Arealet ligger ved grønne områder, villagrunde og rækkehuse. Området er på knap 36.000 kvadratmeter, og der er mulighed for at opføre ejendomme op til 3,5 etager.
 
– Der har været stor interesse for boligudvikling af området, og derfor har vi justeret på nogle af de opsatte krav. For vi vil gerne lykkes med at være en kommune, hvor folk vil bosætte sig. Der er stor efterspørgsel på boliger på eftertragtede adresser i Sønderborg midtby, og det kan vi opfylde her. Området på Skovvej har en unik placering tæt på centrum, samt natur med vand og skov tæt på. Det åbner for flere bynære boliger med et blandet boligområde, hvor der bliver forskellige boligtyper, siger borgmester Erik Lauritzen. 

Antallet af studerende i Sønderborg er steget. Ikke mindst fordi Syddansk Universitet (SDU) har optaget flere studerende, der blandt andet skyldes stor søgning til den nye uddannelse i Software Engineering. Derfor har Sønderborg Kommune valgt, at yderligere 200 permanente studieboliger skal ligge på Skovvej i Sønderborg.
 
– Sønderborg kommune har haft succes med at tiltrække flere uddannelser til kommunen, hvilket også har skabt efterspørgsel på flere studieegnede boliger. Vi arbejder derfor sammen med lokale partnere om at etablere det nødvendige antal studieboliger i de kommende år i Sønderborg, og her er Skovvej en vigtig brik i at opfylde den ambition, siger borgmesteren. 

Skovvej udbydes via Nordicals Sønderborg, og udbuddet løber frem til den 14. juni 2024 kl. 12.
 
Se mere her: https://sonderborgkommune.dk/nyt-udbud-af-materialegaarden-skovvej-2a-2d-og-4-soenderborg
 

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top