Sønderborg vil ordinere kultur på recept

Bedre trivsel hos en række borgere og dermed bedre forudsætninger for at varetage et arbejde. Det er de gode erfaringer, der er høstet i et satspuljeprojekt med titlen ”Kultur på recept”. Kommunen vil nu se, om ikke også borgere i Sønderborg Kommune kan få glæde af at få ordineret kultur.

Der er foreløbig bevilget ca. 1,5 mio. kr. til, at projektet kan køre i år og de kommende to år. Udgiften deles mellem de to udvalg, Sundhed samt Kultur, Idræt, Handel og Turisme, som netop har godkendt projektets kommissorium og afsat pengene.
 
– Fire kommuner har gennemført projektet med satspuljemidler, og jeg synes, resultatet taler for sig selv: Den gennemsnitlige trivsel hos deltagerne er på en skala fra 1 til 100 steget fra 38 til 58. Videnskaben har tidligere dokumenteret, at fx musik har en positiv påvirkning af vores livskvalitet. Hvis vi ved at ordinere kultur kan forbedre den mentale trivsel hos borgere med stress, angst eller depression, synes jeg, det er helt fantastisk, siger Helge Larsen, formand for Sundhedsudvalget.
 
Formand for udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme, Stephan Kleinschmidt, tilføjer:
– Kultur er i forvejen et stærkt fokusområde i Sønderborg Kommune. Det er vildt og giver helt nye perspektiver, hvis vi også kan fokusere på kulturen fra en sundhedsmæssig vinkel. Jeg tror, vi er mange, som nyder kulturen og oplever, at den er en stor del af vores trivsel. Men nu er der en dokumenteret effekt, og den skal vi selvfølgelig gribe til glæde for de borgere, som kan hjælpes til en bedre trivsel.
 
Fire danske kommuner har deltaget i satspuljeprojektet Kultur på Recept, som Sundhedsstyrelsen her i foråret har offentliggjort evalueringen af. Formålet var at fremme trivslen hos borgere, som var uden for arbejdsmarkedet og led af moderat stress, angst eller depression. Otte ud af ti deltagere oplevede en bedre trivsel.
 
Kultur på recept vil i Sønderborg Kommune bestå af et otte ugers kursus med to møder a to timer hver uge. Mødestederne vil være interne og eksterne kulturinstitutioner som fx aftenskoler, naturskoler, sangcentret, biblioteket mv. En kulturkoordinator skal være central aktør, suppleret med en kulturguide de pågældende steder til at formidle kulturel viden og aktivitet.
Der ventes iværksat seks kurser i 2021 og seks i 2022.

Kontaktinformation:

Udvalgsformand Helge Larsen, tlf. 27 90 02 05, mail: hla@sonderborg.dk
Udvalgsformand Stephan Kleinschmidt, tlf. 27 90 02 17, mail: skl@sonderborg.dk
Sundhedschef Michael Skriver Hansen, tlf. 27 90 72 29, mail: mshs@sonderborg.dk
Direktør i Kultur og Erhverv, Nicolai Dupont Heidemann, tlf. 22 25 99 33, mail: nihm@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top