Udkastet til Masterplan for Kunst er godkendt af Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme, og den er blevet til i et samarbejde mellem Sønderborg Kommunes Kunstråd (tidligere Kunstfonden), forskellige kunstaktører og repræsentanter fra etablerede kunstinstitutioner i kommunen. Ansvaret for, at visionen bliver virkelighed via den tilknyttede handleplan, ligger i forvaltningen Kultur og Erhverv. Masterplanen skal endeligt godkendes i Byrådet. Værdigrundlaget i masterplanen er fællesskab, mangfoldighed og kvalitet. – Målet med masterplanen er at skabe en stærk kunstprofil i kommunen, og det vil vi gøre ved at understøtte et innovativt kunstmiljø for talenter og udøvende kunstnere. Vi vil have fokus på vores børn og unge, men samtidig vil vi sikre borgerne kunstoplevelser af høj kvalitet. Vi er så privilegerede allerede at have mangfoldigt og meget dynamisk kunstmiljø i kommunen, som også har deltaget i masterplanens tilblivelse, og det vil vi bygge videre på, siger Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme. – Jeg synes, der er gjort et godt stykke arbejde med masterplanen. Der er klare mål og gode, konkrete forslag til handlinger, som skal bringe os i mål. Og så kan jeg godt lide, at der er fokus på børn og unge. Vi er en meget kreativ egn, og det er det kreative og videnskaben, der i fremtiden skaber vækst. Med andre ord er vi via kunsten med til at ruste ungdommen til fremtiden og til at blive hele mennesker, tilføjer udvalgets næstformand, Jesper Kock. Masterplanen har defineret fire indsatsområder, nemlig 1) Børn og unge, 2) Kvalitet i kunsten, 3) Funding til kunst og 4) Kommunikation, synlighed og samarbejde. For at sikre kvalitet i kunsten arbejdes på at tiltrække flere professionelle kunstnere, og muligheden for at deltage i Artist in Residence-programmet og for at understøtte talentmiljøet på Kunstskoles undersøges. Der foreslås etableret en huskunstnerordning i skoler og institutioner og samarbejde med både Augustiana og kunstnerkolonien i Augustenborg. Desuden skal flere tiltag i House of Creativity fastholdes. Der vil blive tilbudt rådgivning i at søge fonde for kunstaktører, ligesom muligheden for at øge andelen af byggesummen til kunst i kommunale nybyggerier skal undersøges. Endelig arbejdes der med at udarbejde en kunstkalender og med at holde et årligt kunstforum på Augustiana.
|