Fundamenter til nye hjem, kontorer og industrielle bygninger lægges for at skabe plads til de omkring 200.000 mennesker, der på verdensplan flytter til de store byer hver eneste dag. Bygninger står for 40 procent af det samlede energiforbrug, og der er store energibesparelser at hente ved at renovere de eksisterende og sætte højere standarder for de kommende byggerier. En optimering der har positive effekter på både klima, sundhed og elregningen.
Det Internationale Energiagentur (IEA) vurderer, at energieffektiviseringer skal bidrage med cirka 40 procent af de nødvendige CO2-reduktioner, hvis FNs klimamål skal nås på verdensplan. Netop IEA samler sammen med Dansk Industri, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og State of Green de næste dage beslutningstagere og industrien i Sønderborg til IEAs årlige konference om energieffektivitet for at skabe en styrket indsats på området.
Samarbejde om løsninger på energiudfordringer
I dag mødtes bæredygtighedschef i Chicago Angela Tovar, borgmesteren i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen og Generalkonsul i Chicago Frank Hansen i Sønderborg for at sætte pen på papir for at samarbejde om energieffektivitet. Begge byer har fokus på energioptimering til fordel for deres beboere såvel som kloden.
Samarbejdsaftalen skal skabe en platform til at dele viden og erfaringer om alt fra udvikling af rammevilkår og regulering til forskning og innovation. Desuden skal der fremlægges konkrete cases, der kan inspirere til hvordan danske løsninger kan implementeres i Chicago. Som en del af samarbejdet skal Generalkonsulatet i Chicago facilitere udvekslingsbesøg mellem eksperter, myndigheder og relevante kommercielle aktører samt arrangere fælles seminarer og workshops. Efter planen er første punkt på dagsordenen at undersøge mulighederne for energieffektivisering af en offentlig bygning i Chicago.
Sønderborg går forrest i energiomstilling
Danmark har gennem progressiv regulering og en stærk kultur for offentlig-private samarbejder udviklet en platform for energieffektive løsninger. Sønderborg Kommune er et succesfuldt eksempel på dette.
Gennem deres innovative mind-set og ambitiøse Project Zero har Sønderborg-området positioneret sig som en frontløber på den grønne omstilling. Målet for projektet er, at byen gennem omstilling af energisystemet skal reducere sit aftryk i klimaregnskabet til et rundt 0 i 2029. Med deres omfattende erfaring inden for energieffektivisering kan Sønderborg-området bidrage til at accelerere den grønne omstilling i Chicago.
– Vi håber, at vi med aftalen kan understøtte Chicagos bæredygtige ambitioner. Sønderborg-området er et levende demonstratorium på store energibesparelser, blandt andet fordi vi har renoveret mange kommunale bygninger samtidig med, at vi også stiller bæredygtige krav til nye byggerier. Vi har samtidig dygtige virksomheder i Sønderborg-området, der er stærke på teknologi, smarte energisystemer og andre løsninger til at minimere udledningen af CO2. Derfor står vi stærkt på bæredygtige løsninger, som kan bidrage til Chicagos grønne omstillingsproces. Vi forventer selvfølgelig også, at vi får noget ud af aftalen, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune.
Fra kysterne til midtvesten – USA rykker på den grønne dagsorden
USA står over for en stor opgave i forhold til at omlægge og effektivisere deres energisystem. Landet har det højeste energiforbrug per indbygger, men også store muligheder for at optimere. Vi ser allerede på vest- og østkysten, hvordan politisk velvilje og ambitioner har sat gang i denne omstilling, og nu er det midtvestens tur.
Chicago har for nyligt offentliggjort deres klimahandlingsplan for 2022. Den første handlingsplan i 14 år der specificerer en række klimahandlingsmål og sætter et delmål om at reducere drivhusgasser med 42 procent inden 2040 samtidig med at levere socialt retfærdige ydelser til samfundet. Klimahandlingsplanen identificerer otte fokus- og handlingspunkter til at nå byens klimamålsætninger, hvor renovering og elektrificering af bygninger er fremhævet som et kritisk handlingspunkt, da drift af bygninger lige nu er den største kilde til Chicagos Co2 udledning.
– Vi glæder os over at indgå i et partnerskab med Sønderborg Kommune som en del af vores indsats for bæredygtighed i Chicago. Denne samarbejdsaftale vil være en essentiel påmindelse om vigtigheden af partnerskab og udveksling af viden i vores arbejde for at udvikle rammevilkår for vores klimamålsætninger, siger Angela Tovar, bæredygtighedschef i Chicago.
Stort fokus på eksport af danske energiløsninger
Danske løsninger inden for energieffektivitet er førende, og samarbejdsaftalen mellem Chicago og Sønderborg Kommune kan bidrage til at skabe muligheder for danske virksomheder i regionen. Regeringen har i handlingsplanen for styrket grøn eksport til USA, der blev lanceret i sommeren 2021, prioriteret fire indsatsområder: havvind, energieffektivitet, vand og bæredygtig fødevare- og landbrugsproduktion.
Der er stort fokus på energisektoren og effektiviseringen heraf. Gennem de danske repræsentationer arbejder vi på at positionere danske virksomheder og hjælpe dem med at komme ind på det voksende amerikanske marked. Det er både til gavn for dansk eksport og omstillingen til en mere klimavenlig energisektor. Det kræver fortsat samarbejde om fælles initiativer mellem danske myndigheder, brancheorganisationer og virksomheder.
– På baggrund af Danmarks grønne førerposition og styrke inden for energieffektivitet skal samarbejdet mellem Sønderborg og Chicago være en platform, hvor vi kan inspirere hinanden med vidensdeling, læring og løsninger over Atlanten til at opnå vores klimamålsætninger mest effektivt, siger Frank Hansen, Generalkonsul for Danmark i Chicago.
Vi lever i en ny geopolitisk virkelighed, hvor det globale samfund står overfor nye udfordringer på energiområdet. Med Ruslands invasion af Ukraine er energipolitik også blevet sikkerhedspolitik, og det har skubbet energi højere op på dagsordenen både i Danmark og USA.