Sønderborg Kommune og Aabenraa Kommune har de seneste år oplevet en stor interesse fra potentielle tyske tilflyttere samt et markant stigende antal tyskere, som har bosat sig i de to kommuner. I 2022 flyttede 711 borgere fra Tyskland til Sønderborg Kommune, hvilket næsten er en fordobling i forhold til 2021, hvor tallet var 376. Aabenraa Kommune har også oplevet en markant stigning i antallet af tyske tilflyttere, og i 2022 var tallet 880 nye tyske borgere.
Sammen med Bitten & Mads Clausens Fond (BMC) igangsætter de to kommuner nu en omfattende undersøgelse, som skal sætte fokus på baggrundene for flytningen til de to sønderjyske kommuner og samtidig kortlægge, hvad der skal til for at fastholde de tyske tilflyttere.
– Byrådets Vision omhandler netop bosætning, og hvordan vi i Sønderborg-området kan tiltrække og fastholde tilflyttere, så vores virksomheder er sikret den arbejdskraft, de efterspørger. Når stigningen af tyske tilflyttere er så markant, er det oplagt, at vi undersøger det videre potentiale. Derfor er jeg også rigtig glad for, at både Aabenraa Kommune og BMC Fonden vil støtte op om det her initiativ, som muliggør et stærkt samarbejde på tværs, siger formanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst i Sønderborg Kommune, Kjeld Stærk.
– Vi oplever stigende interesse fra tyskere, som gerne vil bo og arbejde i Aabenraa Kommune, og jeg er rigtig glad for, at vi sammen med Sønderborg Kommune kan igangsætte et tværkommunalt samarbejde. Begge kommuner vil have stor glæde af undersøgelsen, og derfor er det et initiativ, vi rigtig gerne vil støtte op om, siger Erik Uldall Hansen, der er formand for Udvalget for Bæredygtig Udvikling i Aabenraa Kommune.
Sønderborg Kommune og Aabenraa Kommune bidrager hver med 150.000 kr. til undersøgelsen, mens BMC Fonden støtter tiltaget med 300.000 kr.
– Vores virksomheder mangler arbejdskraften, og derfor er det oplagt at se mod vores nabo i syd. Som område har vi meget at byde på, og det kan vi jo se, at tyskerne har fået øjnene op for. Samtidig er det vigtigt at definere, hvad der virker, så de tyske tilflyttere ikke flytter tilbage, men i stedet skaber en permanent tilværelse i det sønderjyske, siger direktør for BMC Fonden, Lars Tveen.
I Sønderborg Kommune har der været fokus på at tiltrække tyske tilflyttere som målgruppe siden 2021 med flere informationsdage, online-vejledninger og et tæt samarbejde med Jobcentret.
I Aabenraa Kommune har bosætningsindsatsen over en årrække være international, således at tyske tilflyttere har kunnet få hjælp på tysk, ligesom de danske folkeskoler i kommunen siden 2022 har tilbudt tyske børn et introduktionsforløb i den lokale skole. Dette for at styrke den lokale tilknytning til området.
Det forventes, at undersøgelsen kan igangsættes i løbet af foråret 2023.