Sønderborg Kommunes regnskab viser en solid økonomistyring i 2024

2024 blev et godt år for økonomien i Sønderborg Kommune, fordi effekten af tidligere års budgetreducerende arbejde med at effektivisere og sikre en afbalanceret økonomi slog helt igennem. Samtidig var der stabilitet på de finansielle markeder kombineret med lav ledighed i Sønderborg Kommune.

Det afspejler resultatet i Sønderborg Kommunes regnskab, hvilket glæder Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune.

– Vi kan præsentere et godt regnskab for 2024, som betyder, at vi har et godt økonomisk udgangspunkt. For resultatet betyder, at vi fortsat kan levere på alle serviceområder, og særligt glæder jeg mig over, at vi i 2024 havde mulighed for at tilføre ekstra midler til børn, skoler, handicappede og ældre. Samtidig betyder resultatet, at vi kan prioritere og understøtte arbejdet med vores fælles mål og ambitioner om udviklingen af Sønderborg Kommune på den lange bane. Også i 2025 skal der igen være en stram økonomistyring, da det er forudsætningen for, at Byrådets budget hænger sammen, siger han.

Sønderborg Kommune havde i 2024 et driftsbudget på 5,7 mia. kr. Regnskabsresultatet på den ordinære drift er på 251 mio. kr., men en væsentlig del af dette beløb er disponeret til færdiggørelse af driftsaktiviteter og anlæg. Derfor søges ca. 188 mio. kr. overført fra 2024 budgettet til 2025.

Det betyder, at resultatet efter overførsel fra 2024 til 2025 bliver ca. 63 mio. kr. Resultatet viser, efter overførslen fra 2024 til 2025, at der har været et forbrug på driften på 99,6 procent af det korrigerede budget.

Anlægsniveauet i 2024 var på ca. 199 mio. kr., hvilket er en del mere end sidste år. Forbruget er dog ca. 90 mio. kr. mindre end budgetlagt, hvorfor beløbet overføres til 2025, så de besluttede anlægsprojekter gennemføres.

Det samlede resultat af regnskabsåret 2024 betyder, at kassebeholdningen i 2024 øges med 189 mio. kr. Heri er indeholdt midler til aktiviteter og anlæg, der gennemføres i 2025.

Første viceborgmester Stephan Kleinschmidt glæder sig over samarbejdet, der sikrer Sønderborg Kommune en stabil økonomi.

– Byrådets partier har været samlet om budgettet i hele byrådsperioden, og alle har bidraget til at sikre en nødvendig økonomi, der gør, at Sønderborg Kommune er et attraktivt sted at bo og leve, drive virksomhed eller være turist. Samtidig er vores evne i Sønderborg Kommune til at samarbejde med borgere, foreninger, institutioner, virksomhederne, fonde og investorer, en lige så væsentlig forudsætning for, at vi kan lykkes med at skabe en attraktiv kommune, siger han.

Økonomiudvalget indstiller regnskabet til godkendelse ved Byrådet, hvorefter det sendes til revision.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top